Cornelius går glip af U21-EM: Er ude i et halvt år

Andreas Cornelius er blevet opereret og kommer formentlig ikke på banen det næste halve år, oplyser klubben.

Andreas Cornelius fik et åbent brud på anklen i kampen mod Silkeborg. (Foto: © Bo Amstrup, Scanpix)

Andreas Cornelius går med al sandsynlighed glip af sommerens EM-slutrunde med U21-landsholdet og han kommer formentlig til at sidde ude i et halvt år, oplyser klubben på sin hjemmeside.

Han er i dag blevet opereret i Aarhus, efter at han i går blev båret fra banen i Silkeborg med et åbent brud på anklen, og nu skal angriberen igennem et langt genoptræningsforløb, meddeler klublæge Morten Boesen.

- Det var en stor skade, som alle kunne se, med et åbent brud på anklen. Andreas er blevet opereret af et meget kompetent team i Aarhus, og operationen er forløbet planmæssigt. Da der er tale om et åbent brud, så skal han forblive indlagt nogle dage, og så venter der et forløb, hvor det først drejer sig om, at han skal hele og derefter i gang med et længere genoptræningsforløb, fortæller lægen til klubbens hjemmeside.

Udover det åbne brud på anklen, har Andreas Cornelius også fået opereret beskadigede ledbånd under operationen.

Ved godt mod

Angriberen selv er ved godt mod på trods af de tunge fremtidsudsigter:

- Det var selvfølgelig meget ubehageligt og smertefuldt, men jeg er rigtigt glad for, at operationen er gået godt. Nu skal jeg lige bruge lidt tid på at komme mig ovenpå det her, og så ser jeg frem til at komme i gang med genoptræningen. Jeg vil også gerne takke for de utroligt mange hilsner, jeg har fået. Dem sætter jeg stor pris på, siger Andreas Cornelius ligeledes til klubbens hjemmeside.

U21-EM afholdes til sommer i Tjekkiet, og Danmark spiller første kamp den 17. juni mod Tjekkiet.