Den såkaldte Hvidovresag er nu endelig afsluttet. Fire fodboldspillere har været sigtet i mere end tre år i den største sag om matchfixing i fodbold herhjemme. Men i dag er sigtelsen mod dem frafaldet, og de er nu ikke længere mistænkt.
Advokaturchef i afdelingen for Økonomisk Kriminalitet hos Københavns Politi, Henrik Helmer Steen, bekræfter overfor DR Nyheder, at de i dag har sendt breve til fodboldspillerne med beskeden om, at sagen mod dem er droppet.
- Vi har i dag sendt dem en såkaldt påtale opgivelse. Vi har vurderet de beviser, der ligger i sagen, og er kommet frem til, at vi ikke mener at kunne overbevise en domstol om, at de pågældende er skyldige i det, de har været sigtede for, siger Henrik Helmer Steen til DR Nyheder og fortsætter:
- Sagen har bygget meget på de forklaringer, som bagmanden i sagen gav. Og de har ændret sig mange gange undervejs. Det har spillet ind i vores endelig overvejelse.
Startede som en tilståelsessag
Sagen fra Hvidovre startede som en tilståelsessag, hvor hovedpersonen MT (red. kender identiteten) udover sin forklaring også leverede bevismateriale til politiet. Han blev først dømt i byretten, og siden landsretten, for at have arrangeret resultaterne af to fodboldkampe.
Det blev betegnet som groft bedrageri, og han blev idømt et års betinget fængsel.
Det var derfor ventet, at de fire spillere ville blive tiltalt, da sigtelsen mod dem byggede på netop sagen imod MT, og fordi sagen udelukkende kunne rejses, hvis han blev dømt.
Skiftende forklaringer
Netop de skiftende forklaringer fra bagmanden har været udslagsgivende for, at sagen mod de fire spillere er smuldret for politiet. I sin oprindelige tilståelse angav bagmanden, hvordan de fire spillere skulle have fået del i mere end 900.000 kroner, der var gevinsten for de manipulerede kampe.
Han fortalte også i sin oprindelige forklaring, hvordan de skulle have mødtes i hans lejlighed i Indre København og have delt de mange pengesedler mellem sig.
Bagmanden trak senere tilståelsen tilbage, og i byretten sad han helt tavs og ville ikke svare på spørgsmål. Her blev han idømt et års fængsel.
I landsretten ændrede han sin forklaring til, at han selv havde spillet mange penge på kampene og havde vundet store gevinster. Han havde blandt andet fået et tip fra en af spillerne om, at de nok ville tabe de omtalte kampe, men fodboldspillerne havde ikke modtaget betaling for det tip.
Lettelse hos målmand
Der er navneforbud mod en del af de involverede i sagen, men en af de sigtede var Lasse Krogh, der via sin advokat har valgt at udtale sig om sagen. Han var målmand for Hvidovre og er lettet over, at politiet nu har valgt at droppe sagen.
Advokat Casper Andreasen undrer sig over, at sagen har været så lang tid undervejs.
- Sagen er simpelthen ikke så kompleks, at den skulle tage så lang tid om at blive færdig. Det her har stået på i mere end tre år, og det er altså for længe at være sigtet uden at kunne komme videre, siger han og bakkes op af Luise Høj, der har repræsenteret en anden af de tidligere Hvidovre-spillere:
- Selvfølgelig er min klient også lettet. Mest af alt for, at sagen nu går væk. Det er alt for lang tid at gå og vente i en sag som denne, hvor behandlingstiden har været meget lang.
Hos Københavns Politi erkender de, at sagen har været længe undervejs, men mener ikke, at der har været grundlag for at opgive den tidligere.
- Vi har haft en situation, hvor en person er løbet fra sine forklaringer, og det har vi været nødt til at afvente en reaktion på fra landsretten, og de forklaringer der kom frem der, siger Henrik Helmer Steen.
Også en femte mand var sigtet i sagen. Den er ligeledes blevet droppet.