Et års betinget fængsel og en bøde på 140.000 kroner.
Hammeren er i dag faldet i Østre Landsret i Danmarks første sag om aftalt spil, også kaldet matchfixing.
Landsretten stadfæstede Københavns Byrets dom på et års betinget fængsel til den 29-årige MT, men valgte at skærpe bødestraffen fra 130.000 kroner til 140.000 kroner.
Pengene skal dække dele af det tab, som Danske Spil har lidt ved, at to fodboldkampe viste sig at være aftalt spil.
I afgørelsen har Østre Landsret i høj grad lagt vægt på de politirapporter, hvor MT forklarer, at han sammen med fire spillere fra fodboldklubben Hvidovre IF arrangerede udfaldet af to fodboldkampe i 1. division - Danmarks næstbedste fodboldrække - i 2010.
- Vi tror ikke på, at forklaringerne er givet for at tækkes politiet, skriver Østre Landsret i sin afgørelse, der blev læst op i retten.
Det var en enig Østre Landsret, der stadfæstede dommen fra byretten.
Løj for politiet
MT har under retssagen forklaret, at han fabrikerede en falsk historie til politiet om, at han havde deltaget i matchfixing.
Det gjorde han efter eget udsagn, fordi han følte sig truet på livet, og han håbede på, at han ved at give politiet informationer om matchfixing kunne få beskyttelse af politiet, og at de ville efterforske hans voldssag yderligere.
MT har forklaret, at han blev overfaldet i sit hjem i 2012 af et asiatisk tæskehold, der truede ham til at betale dem penge ved at stikke en kniv ned i halsen på ham.
MT skyldte penge til en asiatisk spiludbyder, som han har arbejdet for.
Sagen kort
- •
En 29-årig mand, MT, er tiltalt for matchfixing af to fodboldkampe i 1. division i efteråret 2010.
- •
MT arrangerede udfaldet af kampene sammen med fire-fem spillere fra Hvidovre.
- •
Gruppen tjente penge på kampene ved at spille på resultatet ved spil hos Danske spil. De samlede gevinster blev 900.000 kroner.
- •
Fodboldspillerne er endnu sigtede – hvis MT bliver dømt er vejen banet for en mulig tiltale af spillerne.
- •
Retssagen er sin første af sin art i Danmark. Ved byretten blev MT idømt et års betinget fængsel for matchfixing.