Mistænkt matchfixer: Det kan jeg godt have forklaret til politiet.
Anklager: Var det i overensstemmelse med sandheden.
Mistænkt matchfixer: Nej
Sådan lød dialogen imellem anklageren og 29-årig mand, der er tiltalt for matchfixing gang på gang i Østre Landsret.
Løgnen
Det er relativt sjældent, at retssager tager udgangspunkt i, at den hovedtiltalte har løjet overfor politiet, men det er omdrejningspunktet i retssagen mod MT, der er tiltalt for at have arrangeret to fodboldkampe i 1. division i 2010.
Sagen er kendt som Hvidovre-sagen, fordi manden er tiltalt for at have lavet aftaler med fire-fem spillere fra Hvidovre om de to kampe.
I begge kampe tabte Hvidovre, og påstanden er, at Hvidovre-spillerne tabte med vilje efter aftale med MT, der står tiltalt i sagen, hvor der er nedlagt navneforbud.
Brug for beskyttelse
Tilbage til løgnen - for MT har fortalt politiet en historie, der ikke er sand, siger han.
Det skete i efteråret 2012, hvor MT selv gik til politiet og fortalte, at han havde været med til at arrangere de to Hvidovre-fodboldkampe.
MT havde behov for politibeskyttelse, fordi han ifølge eget udsagn var blevet afpresset og truet af unavngivne mænd. Han har blandt andet fortalt, at han havde fået stukket en kniv ned i halsen.
Ifølge MT blev han truet, fordi en asiatisk spiludbyder, som han havde arbejdet for, mente, at han skyldte dem penge. Nu var MT presset, og derfor fortalte han politiet, at kampene var fixede. Til gengæld fik han en overfaldsalarm i form af en særlig telefon af politiet.
- Det var det han (politibetjenten, red) ville have jo. Det var matchfixing, de ledte efter, og jeg fik, hvad jeg ville have, da de gav mig en overfaldsalarm og genoptog efterforskningen af min sag, sagde MT i retten om, hvorfor han løj overfor politiet.
Fri samtale
MT har skrevet under på, at politiets afhøringsrapport stemmer overens med det, han har sagt, og at han har gennemlæst politirapporten.
Men i Østre Landsret forklarede han dels, at han havde fabrikeret en falsk historie, ligesom han fortalte, at han havde det indtryk, at politiet lovede ham, at der ikke ville blive rejst en sigtelse mod ham eller nogen andre for matchfixing.
- Det var også lidt naivt, men jeg troede, at det var en fri samtale, sagde MT, der talte med sagte, men rolig stemme i retten.
Ved byretten blev MT kendt skyldig og idømt et års betinget fængsel. Byretten godtog politiets afhøringsrapporter som bevis, selv om MT gennem sin forsvarer, sagde at indholdet i dem ikke passede.
MT har anket sagen til Østre Landsret, og i modsætning til i Byretten, vil MT gerne forklare sig i Landsretten.
Tirsdag fortsætter retssagen mod MT. Der forventes dom i denne uge.