Man kan argumentere for, at Danmark møder Albanien på det værst tænkelige tidspunkt. Aldrig før har albanerne haft så stærkt et landshold, og med skrivebordssejren over Serbien kan Balkan-nationen lugte den første slutrunde nogensinde.
- Når Morten Olsen siger, at det er en svær kamp og et godt hold, så har han faktisk ret, selvom han altid siger det, uanset hvem vi skal møde. Albanien er altså langt fra Cypern, Malta eller Armenien. De har uden tvivl deres bedste landshold nogensinde, siger Morten Bruun, fodboldkommentator på Kanal 5.
Kreativt og disciplineret
Almindeligvis kender vi landene fra Balkan som hårdt spillende med hang til grove tacklinger. Men dette albanske hold har mere at byde på end blot spidsede knopper og strittende albuer.
- Jeg synes ikke, de spiller specielt hårdt. De kender da godt alle de der tricks, som vi er så stolte af, at FC Midtjylland brugte mod Southampton, så de er jo ikke dumme. Men de spiller ikke hårdt, og de får sjældent spillere udvist.
- Jeg vil kalde dem et dygtigt teknisk hold, men også et hold, der passer på sig selv. De scorer ikke voldsomt mange mål, men de lukker bestemt heller ikke mange ind, siger Morten Bruun.
Og netop den disciplinerede indsats og stærke organisation er kendetegnende for Albanien anno 2015. I hele EM-kvalifikationen er det kun Rumænien, der har lukket færre mål ind, end de to bolde, der er strøget forbi den albanske målmand Etrit Berisha.
Det kommer altså til at kræve en velsmurt dansk maskine at få lirket de albanske kæder op. Og det er landstræner Morten Olsen ganske bevidst om. Han brugte da også en stor del af gårsdagens pressemøde på at tale om, hvor kompakt ’albaneserne’ står.
- Der er en strategi fra trænerens side. Det har der sikkert også været før, men de lever på en kompakthed. Den måde, hvorpå vi skal handle fra starten af kampen, er det vanskeligste i fodbold. Det tror jeg, alle er enige om. At nedbryde et kompakt hold, som spiller med 20-25 meter fra angriber til forsvar, det er meget svært, siger landstræner Morten Olsen.
Schweizergarden i Albanien
For der er klar enighed om, at Albanien kommer til Parken for at få uafgjort. Aldrig før har de kunne dufte en slutrunde så tydeligt, og det er ikke tilfældigt, at holdet pludselig sprudler så meget mere end tidligere.
Det lille land på blot 2,9 millioner mennesker har nemlig oplevet en massiv tilstrømning til landsholdet. Spillere fra andre lande, der har albanske rødder, har i stigende grad valgt at repræsentere deres oprindelige fædreland.
Her er især Schweiz storleverandør af albanske landsholdsspillere. Hele seks spillere i den nuværende albanske landsholdstrup er født i Schweiz. Derudover er en enkelt, Burim Kukeli, flyttet til alpelandet som fire-årig, mens Herolind Shala er født i Norge.
- Når spillere debuterer for det albanske landshold, kan det sagtens være nogen, der har spillet adskillige sæsoner fast på nogle af de store hold i den schweiziske liga.
- De støvsuger jo markedet for folk med albanske rødder rundt omkring, siger Morten Bruun.
Netop den nye generation af schweizer-albanere kan have været med til at udvikle et Balkan-landshold som Albanien til et mere organiseret mandskab. De nye spillere er simpelthen skolet på en anden måde.
- Jeg vil kalde Balkan-skolen for teknisk dygtig, men holdene fra Balkan spiller også meget hårdt og udisciplineret. Det synes jeg ikke, at Albanien gør, selvom de også havde deres andel i balladen i Serbien. På den måde kan man sige, at det virker som godt skolede spillere, der optræder nu, siger Morten Bruun.
En afholdt landstræner
Det skader bestemt heller ikke, at Albanien i 2011 ansatte italieneren Gianni De Biasi som landstræner. Folk har siden snakket om en guldalder for det albanske landshold, der under De Biasi har vundet 46,67 procent af de 30 kampe, han har stået i spidsen for.
Den 59-årige tidligere Udinese-træner er da også umådelig stolt af de hold, han har stablet på benene. Han mener at have ramt en perfekt afstemning af personlig udfoldelse og holdmæssig disciplin blandt spillerne.
- Alle mine landsholdsspillere er i stand til at lade deres inspiration og kreativitet tale for dem. Min opgave er at finde et taktisk system, som får det bedste frem i dem. Jeg leder altid efter den rette balance mellem opfindsomhed og kollektiv disciplin, og min spillere formår nu at finde hinanden med lukkede øjnene. Der er intet, der gør mig mere glad end det, siger Gianni De Biasi til fifa.com.
Historie bliver skabt
Og i den albanske presse er man meget enig med De Biasi, som i 2015 sågar fik tildelt albansk statsborgerskab. Ilir Muja, der står for Twitter-profilen Albanian Soccer, kalder det historisk, hvad Albanien har gang i.
- Det er et meget velorganiseret hold med stærkt lederskab og en kombination af både erfarne spillere og unge, talentfulde spillere. De Biasi har gjort denne lille Balkan-nation til et selvtillidsfuldt hold, som spiller attraktiv fodbold, siger Ilir Muja til Sky Sports.
- Det er en meget sammentømret gruppe. Albaniens skæbne afhænger af de næste to kvalifikationskampe mod Danmark og Portugal. De har dog allerede skabt historie med de gode resultater, men arbejdet er ikke gjort færdig endnu. De Biasi har sagt, at den kommende kamp mod Danmark er hans livs kamp.
Der er med andre ord lagt i ovnen til et meget lige opgør, hvor Danmark kan få sit hyr med at lirke defensiven op, mens Albanien vil kæmpe med næb og klør for at sikre uafgjort.
Om det lykkes Nicklas Bendtner, Daniel Agger og de andre danske spillere at stikke en kæmp i hjulet på De Biasis albanske guldalder-hold, finder vi ud af i aften.
Danmark - Albanien spilles klokken 20:45 i Parken. Kampen vises på Kanal5, mens der kan lyttes med i LIGA på radioens P3 samt følges med live i tekst her på dr.dk/sporten.