Pione Sistos første mål sikrer dansk sejr

Pione Sisto blev matchvinder, da Danmark slog Panama 1-0. Scoringen kom kort efter udvisning til Panama.

Pione Sisto scorede sit første mål for Danmark, da Panama blev besejret 1-0. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Scanpix)

Fodboldlandsholdets stime som ubesejret er nu oppe på 12 kampe.

I årets første landskamp vandt Danmark 1-0 over Panama på Brøndby Stadion efter dansk dominans i hele opgøret. Pione Sisto blev matchvinder med et flot solomål i det 69. minut.

Kampen var den første af i alt fire testkampe, inden det om 87 dage går løs ved VM mod Peru. Panama var netop valgt som testmodstander, da holdets spillestil ifølge landstræner Åge Hareide minder om Perus.

Torsdagens gæstehold gik hårdt til den i duellerne og sluttede med ti mand på banen efter et rødt kort midt i anden halvleg.

Den normale reserve Mathias "Zanka" Jørgensen gjorde en hæderlig figur i det centrale forsvar, hvor han havde fået chancen ved siden af Simon Kjær på grund af skader til Andreas Bjelland og Jannik Vestergaard, mens udtagne Andreas Christensen så kampen fra tribunen.

Ser man bort fra "Zanka", kunne startopstillingen godt gå igen i den første VM-kamp.

Et af de tydelige fokuspunkter fra Åge Hareide var at forsøge at få spillet bolden ind i rummet foran Panamas femmandsbagkæde.

Pione Sisto og Christian Eriksen var de flittigste til at forsøge at finde gode positioner centralt i banen, men succesraten kan stadig forbedres frem mod VM.

Opgøret begyndte i et lavt tempo. Når Danmark i glimt satte et par hurtige afleveringer sammen, var det tydeligt, at Panama kunne bringes i ubalance.

Det udløste den første gode mulighed efter 13 minutter, da Nicolai Jørgensen spillede bolden i dybden til Yussuf Poulsen, der overløb sin oppasser.

Alene med målmand Jaime Penedo valgte den danske angriber den svære løsning ved at prøve at sparke igennem målmanden.

Pione Sisto og Nicolai Jørgensen blev også noteret for hver sin afslutning før pausen, men forsøgene sad ikke yderligt nok til at snyde Jaime Penedo.

Stor jubel over Bendtner

Efter en uskøn første halvleg, hvor Danmark var mest på bolden, men også spillede for langsomt på det bumpede underlag i Brøndby, valgte Åge Hareide at give de 11 startende mulighed for at forbedre indtrykket fra anden halvlegs start.

Kampbilledet ændrede sig ikke synderligt. Danskerne fik stadig lov til at have bolden relativt upresset, men havde samtidig svært ved at omsætte bolddominansen til store chancer.

Derfor skulle der et langskud til at åbne chancekontoen i anden halvleg.

Thomas Delaneys hårde spark blev pareret ud for fødderne af Nicolai Jørgensen, men angriberen fik et dårligt træf på returbolden, og situationen endte med et målspark.

Hareide havde bebudet mindst fem udskiftninger, og de tre første kom umiddelbart efter Jørgensens afbrænder.

Her fik Nicolai Boilesen, Lasse Schöne og Lukas Lerager muligheden for at styrke VM-kandidaturet. Trioen erstattede Simon Kjær, Christian Eriksen og William Kvist. Kort efter blev også Riza Durmisi bragt i spil på sin gamle hjemmebane.

Inden venstrebacken kom på banen, fandt kampens dramatiske højdepunkt sted. Panamas Blas Perez blev vist ud for farligt spil mod Kasper Schmeichel, der var ude af sit felt for at cleare en bold med hovedet.

Overtallet havde ikke direkte indflydelse på Danmarks 1-0-mål to minutter efter.

Pione Sisto modtog bolden på kanten af feltet. Efter et par vakse træk ind i banen drejede han bolden over i det lange hjørne.

Jubelbrølet var næsten ligeså højt få minutter senere, da målscoreren blev udskiftet med publikumsyndlingen Nicklas Bendtner.

Ligesom de øvrige indskiftere fik Bendtner dog ikke sat noget stort aftryk i kampens slutfase, hvor danskerne ellers jagtede yderligere en scoring.

/ritzau/