Torsdag er der 87 dage til, at fodboldlandsholdet åbner VM-slutrunden i Rusland med en kamp mod Peru.
Torsdag aften får Danmark en lille smagsprøve på, hvad der venter ved VM, når Danmark møder Panama i en testkamp på Brøndby Stadion.
Det mellemamerikanske landshold vil nemlig give danskerne et indblik i en fodboldstil, som minder om den måde, som Peru spiller på. Det samme er tilfældet tirsdag i testkampen mod Chile.
Derfor er kampene vigtige led i VM-forberedelserne, siger Thomas Delaney.
- Det er ikke så vigtigt, at vi kommer til at vide alt om de enkelte spillere fra Panama og Chile, det vigtige er, at vi får indøvet detaljer, som vi kan bruge, når vi møder hold med en lignende stil.
- Vi får forhåbentlig et billede af den sydamerikanske fodboldkultur, så vi på egen krop har prøvet noget af det, vi kan forvente af Peru ved VM. Så det er ikke bare kampe, som skal overstås, siger Delaney.
Lever på kollektivet
Selv om han forventer at møde en anden fodboldstil, lægger Delaney vægt på, at landsholdet skal spille på egne styrker frem for at tage store hensyn til modstanderens taktik.
- Vi har fundet en stil, som virker. Vi lever på vores kollektiv, og det er det, som vi skal forbedre frem mod VM.
- Jeg tror ikke, vi kommer ikke til at lave så meget om, for det er vigtigt, at vi bevarer vores egen stil, selv om vi selvfølgelig kan blive klogere af de næste to kampe, siger Delaney.
Midtbanespilleren mener, at spillerne før de to testkampe har sænket skuldrene en anelse sammenlignet med efteråret.
- Det er selvfølgelig mere roligt at være her nu end inden Polen-kampen i efteråret, hvor vi var under et helt andet pres for at vinde den og de næste kampe.
- Det giver en rigtig god fornemmelse, at vi har vist, at vi er et hold, som kan vinde under pres, siger Delaney.
Får Delaney spilletid i begge testkampe, kommer han op på 25 landskampe.
/ritzau/