A nna
Lewandowskis kone, Anna, har vundet bronze ved VM i karate og er i dag fitness-træner. Parret bliver i øvrigt ofte refereret til som ’Polens Beckhams’ og er genstand for stor-interesse fra medierne. Angriberen har krediteret Anna for, at han er så veltrænet og smidig i sit luftspil. Karate-træning og ernæringsråd fra hende har hjulpet ham i at forbedre sig i luften og på banen.
Blackburn
I 2010 var Robert Lewandowski meget tæt på at signe for Blackburn Rovers. Årsagen til at handlen gik i vasken var angiveligt, at hans fly til England ikke kunne lette på grund af askeskyen fra Island.
Computerhelt
Robert Lewandowski er Polens ubetinget største sportsnavn, og han har da også været på coveret til den polske udgave af spillet ’Fifa’ adskillige gange. Første gang i 2010, i 2014 og også i 2015, hvor han var frontfigur på det populære spil sammen med Lionel Messi.
Dortmund
I starten brændte han så mange chancer i Dortmund, at han blev kaldt ”chancentod” (chance-død), men i sin anden sæson afløste han en skadet Lucas Barrios, og derefter har han nærmest ikke forladt banen uden at score. Polakken har scoret så mange mål for Dortmund, 74 i 131 kampe, at fansene ikke hader ham på samme måde, som de hader Hummels og Götze for deres skifte til Bayern München. Lewandowski skrev et brev til fansene, da skiftet til ærkerivalerne blev en realitet, og forholdet har siden været tåleligt.
EM
Robert Lewandowski scorede 13 mål i kvalifikationen til EM i Frankrig, en tangering af rekorden for en EM-kvalifikationsturnering. Ved EM i Frankrig havde han svært ved at ramme målet. Først i ottendedelsfinalens straffesparkskonkurrence scorede han.
I kvartfinalen scorede han to gange, men Polen tabte til Portugal. Lewandowski var i øvrigt den spiller, der blev begået flest frispark mod i hele EM. Ved EM i 2012 scorede han turneringens første mål i åbningskampen i en turnering, hvor Polen ikke avancerede fra gruppen. Han har scoret 36 mål i 82 landskampe for Polen, som han er anfører for.
Frontfigur for kinesere
Vi kan også se dem i Danmark. De store plakater og reklamer med Lewandowski, der reklamerer for mobiltelefonen af mærket Huawei. Siden han blev frontfigur for den kinesiske telefon i 2015, er den blevet den tredje-mest solgte telefon i verden, og i Danmark steg brand-kendskabet fra 40 til 69 procent, har den danske afdeling af Huawei oplyst.
https://twitter.com/lewy_official/status/717771066928676865
Gennembrud
Efter at Lewandowski havde spillet i Delta Warsaw skiftede han til Znicz Pruszkov, hvor han først blev topscorer i tredje division og året efter i anden division, inden Lech Poznan hentede ham i 2008. I sin første sæson for klubben blev han nr. to på topscorerliste i Polen, året efter toppede han den, og klubben vandt mesterskabet. Og så kom Klopp og Dortmund på banen.
Hunde-træning
”Da jeg var barn, spillede jeg og driblede med min hund Kokusia. Han var en boxer, og han prøvede altid at få bolden fra mig. Selv når han tog bolden fra mig, gav han mig den altid igen og ville spille videre. På mine løbeture havde jeg ham altid med. Efter en skade blev jeg hurtig træt på løbeturene, men da jeg på et tidspunkt opdagede, at hunden ikke kunne følge med mere, vidste jeg, at jeg var klar efter skaden,” har Lewandowski fortalt om betydningen af sin hund.
Idoler
Polakken har været ret åben omkring de spillere, der har inspireret ham. Hans barndomshelt var Roberto Baggio, han havde derfor langt hår og hestehale som barn, mens han har nævnt, at Alessandro del Piero og især Thierry Henry til stadighed inspirerer ham. Derfor var han nærmest målløs, da han efter en kamp mod netop Henry blev spurgt af franskmanden, om han ville bytte trøje med ham.
Jesus
”Jeg er katolik, og jeg skammer mig ikke over at have Jesus i mit liv. Jeg ved, at Gud altid våger over mig.” Robert Lewandowski har ofte luftet sin religiøsitet, der har sin oprindelse i det katolske Polen, og han boede eksempelvis ikke med sin kone Anna, før de blev gift. I oktober 2014 mødte han pave Frans i Vatikanet, efter at Bayern München havde mødt Roma.
Krzysztof
Robert Lewandowskis far, Krzysztof, døde, da Robert var 16 år. Han var meget tæt på sin far, der også dyrkede judo og fodbold på højt niveau. ”Jeg har aldrig haft det sværere, end da min far døde. Pludselig var jeg den eneste mand i huset og skulle være voksen. Minderne om min far motiverer mig, så når jeg træner ekstra, tænker jeg, at jeg gør det for ham,” har angriberen sagt. Hver gang, han scorer et vigtigt mål, stopper han op og peger mod himlen til ære for sin far.
Liverpool
Lewandowski spillede fire sæsoner under Jürgen Klopp i Dortmund, og han har kaldt den tyske træner for en fader-figur. ”Jeg har set mange af kampe Liverpools kampe, siden Jürgen kom dertil, og man kan se, at spillerne elsker at spille for ham,” siger Lewandowski.
Madvaner
Han krop er trimmet, han bliver kaldt ’The Body’, og hans kone Anna er fitness-træner. Hun har hjulpet ham med at spise rigtigt. Det betyder, at han nu spiser dessert først, så hovedret og så forret: Eksempelvis, først kage, derefter nudler med kød og til sidst supper eller salat. Det hjælper på hans fedtforbrænding, har han sagt. Han drikker ikke ko-mælk længere, men kun mandel-, kokos- eller rismælk, og alle mælkeprodukter bliver afvist. Det er også slut med chokolade som Snickers og Mars, som han elskede, nu er der kun plads til et sjældent stykke mørkt chokolade. Disse ændringer har givet ham mere klarhed, kraft og energi, har han fortalt.
Nike
Robert Lewandowski har tidligere været sponsoreret af Adidas, men er nu i stald hos Nike, hvor han naturligvis har sin egen støvle-kollektion. Under EM offentliggjorde Nike en opsigtsvækkende reklame med Lewandowski i hovedrollen, hvori visualisering bliver gjort til en vigtig del af en topspillers succes på en fodboldbane.
https://twitter.com/lewy_official/status/768823952705744896
OB
I 2007 var OB’s daværende sportsdirektør Kim Brink i Polen for at kigge på Lewandowski, der spillede i Znicr Pruszkow i den tredje bedste række. Brink fandt ifølge Lewandowskis agent, Cezary Kucharsky, ikke angriberen god nok til OB, der i stedet købte Peter Utaka, mens Lewandowski året efter skiftede til Lech Poznan.
Priser
Lewandowski er kåret som Årets Spiller i Polen fem gange i træk fra 2011 til 2015. Ingen anden polsk spiller har vundet prisen så mange gange. Desuden blev han i 2015 kåret til Årets Sportspersonlighed i Polen. Han blev nummer fire til Ballon d’Or i januar i år, hvor Messi vandt,
Qatar
I de to seneste sæsoner har Lewandowski sammen med sine holdkammerater fra Bayern München rejst til Qatar i januar for at forberede sig på det altafgørende Bundesliga- og CL-forår. Det kommer der ofte sjove Twitter- og Instagram-posts ud af. Men også flotte mål. Som en flugter til æstetisk topkarakter, som man kan se herunder. Hans målscoring for Bayern lyder på fantastiske 52 mål i 69 kampe.
Rekordmager
Da Lewandowski scorede fem mål på ni minutter mod Wolfsburg i september 2015, var det rekord i europæisk fodbold. Ingen anden spiller har scoret så mange mål på så kort tid i Europa. Samtidig var det det hurtigste hattrick i ligaens historie og rekorden for flest mål scoret af en indskifter. Han nåede 100 mål på 168 kampe i samme måned, hvilket er hurtigere end nogen anden udenlandsk spiller i Bundesligaens historie. I de første syv kampe af 2015-sæsonen scorede han 10 gange, hvilket kun Gerd Müller har gjort før ham. I april 2013 blev han den første spiller nogensinde til at score fire mål i en CL-semifinale.
https://twitter.com/Bundesliga_EN/status/778885892106780672
Sports-familie
Robert Lewandowski kommer af en sports-familie. Hans far Krysztof var polsk mester i judo og spillede desuden fodbold for Hutnik Warsaw, mens han mor var en professionel volleyball-spiller. Hans søster, Milena, er gået i moderens fodspor og gør sig gældende i volleyball på landsholdsniveau.
Træmand
Franciszek Smuda var træner for Lech Poznan og ville besigtige en ung Lewandowski, der spillede for Znicz Pruszkow, med henblik på et eventuelt køb. Efter 15 minutter forlod Smuda kampen og sagde til scouten, der havde anbefalet angriberen: ”Du skylder mig benzinpenge. Hvis jeg ville se på et træ, ville jeg være gået i skoven.”
Utilpasset
I hans selvbiografi, der udkom i år, fortæller han, at han i teenageårene var ret utilpasset og lavede en hel de ballade. Han stjal ofte sine forældres bil uden at have kørekort, deltog i ulovlige racerløb med biler og motorcykler i skovene omkring Warszawa, smed ofte affald og andre ting mod den lokale politistation, angreb sin biologilærer på grund af en dårlig karakter og har kørt så hurtigt som 320 km/t i et ulovligt race.
Vild med dans
Robert Lewandowski er vild med at danse, og han viser det gerne. Da Bayern München i maj for tredje år i træk vandt det tyske mesterskab fejrede truppen det på en klub i den sydtyske klub, hvorfra billeder viste en adræt polsk angriber på dansegulvet. I øvrigt, da den sydkoreanske rapper PSY blev spurgt, hvem han helst ville se danse til sit monster-hit ’Gangnam Style’, svarede han Robert Lewandowski. Polske fans startede derefter en underskriftindsamling for at få angriberen til at udføre dansen på polsk tv.
X-tra muskler
Den polske superstjerne går meget op i sin krop. Han spiser sundt og træner ofte med vægte. Hans holdkammerat i Dortmund, Nuri Sahin, kaldte ham ”The Body” på grund af hans mange muskler: ”Lewi har den utroligste krop, den er en stor muskel. Alle spillere i omklædningsrummet måber, når de ser ham,” har Sahin sagt. Hans kone Anna postede et billede af ham i bar overkrop, efter at han blev nummer fire ved Ballon d’ Or i januar i år med en tekst om, at hun var stolt af ham på trods af fjerdepladsen.
YouTube
Mange af Robert Lewandowskis mål er populære på YouTube. En af videoerne med hans femmåls-show er blevet set næste fire millioner gange. Men det er hans kone Anna, der bruger YouTube aktivt. Her uploader hun træningsvideoer, fitness-instruktioner, karate-øvelser, ja hun viser også, hvordan man laver sund mad. Hun har næsten 20.000 abonnenter på sin kanal.
Zidane
Ifølge de fleste spanske medier har Real Madrid-træner Zinedine Zidane Robert Lewandowski på sin ønskeliste. Rygterne om et skifte var rødglødende både inden og efter EM, og angriberens agent bekræftede, at Real havde kontaktet ham, mens både Lewandowski og Bayern afviste en sådan kontakt. Skiftet blev ikke til noget, men Lewandowski har tidligere sagt, at Real var hans ”drømmeklub”, og den drøm skulle angiveligt endnu ikke være død for polakken.