Jamendowski! Bayern-angriber laver fem mål på ni minutter

Wolfsburg blev sat grundigt på plads af den indskiftede Robert Lewandowski, der sikrede Bayern München sejren i tysk topopgør.

  • Robert Lewandowski starter nok inde i næste Bayern München-kamp... (Foto: © MICHAEL DALDER, Scanpix)
  • Fem styks af Robert Lewandowski. Vanvittigt. (Foto: © ANDREAS GEBERT, Scanpix)
1 / 2

Det er aldrig sket i den tyske Bundesliga at en indskiftet spiller har lavet fem mål i samme kamp. Altså lige indtil tirsdag aftens topopgør mellem Bayern München og Wolfsburg, hvor Robert Lewandowski blev sendt på banen fra anden halvlegs start.

Efter seks minutter på banen havde Lewandowski udlignet gæsterne føringsmål, som Daniel Caliguri havde sendt i kassen midt i første halvleg, og ni minutter senere kunne Lewandowski så kalde sig femdobbelt målscorer.

På sin vej til de fem mål slog Robert Lewandowski rekorden for det hurtigste hattrick nogensinde i Bundesligaen, han blev hurtigste firemålsskytte og selvsagt også hurtigste femmålsskytte. En helt fin aften for den gode Robert.

Det ene mål var bedre end det andet og det femte var en decideret perle, hvor den polske angriber svingede sig op i luften og fra kanten af feltet akrobatisk kanonerede bolden ind bag Diego Benaglio i Wolfsburg-målet.

Missede en rekord

Unægteligt noget af en præstation af den polske landsholdsangriber, men skulle man hælde lidt malurt i bægeret, så må Lewandowski ærgre sig over, at han ikke lige lavede det sjette mål, da han dermed havde tangeret rekorden for flest mål scoret af samme spiller i en Bundesligakamp.

Den rekord tilhører fortsat Dieter Müller, der i 1977 scorede seks gange i en kamp for 1. FC Köln.

Men mon ikke Robert Lewandowski tager det nogenlunde i stiv arm og i stedet satser på, at det bliver til en plads i startopstillingen, når Bayern München den 26. september ude møder 1. FSV Mainz 05.

Bayern München-træner Pep Guardiola skal i hvert fald diske op med en virkelig god forklaring, hvis han igen placerer sin polske angriber på bænken.

Nicklas Bendtner startede ude i tirsdagens kamp i München, men kom ind efter 78 minutter. Den danske landsholdsangriber nåede dog ikke at gøre det store væsen af sig i opgøret.

Bayern München fører med 5-1-sejren Bundesligaen med maksimumpoint efter seks kampe og har tre point ned til Dortmund, der dog har en kamp i hånden. Wolfsburg er nummer tre med 11 point.