Det danske fodboldlandshold fik en noget nær perfekt start på VM-kvalifikationsturneringen.
En Christian Eriksen-scoring sikrede tre danske point i Parken mod Armenien samtidig med, at de to andre opgør i gruppen endte uden vinder. Dermed er Danmark allerede to point foran de øvrige konkurrenter.
På lørdag venter så den på papiret klart sværeste kamp for Åge Hareides mandskab, når Polen er modstanderen i Warszawa.
- De var til EM, hvor de gjorde det utrolig godt. Det er hold, som har noget erfaring og noget rutine fra de store kampe. De har også nogle spændende spillere, som vi skal passe på. Vi ser alle sammen frem til at møde dem.
- Vi fik en god start mod Armenien, og det vil vi gerne tage med videre. Vi ved også, at hvis vi vinder, så er vi allerede nået et stort skridt på vejen mod VM, lyder vurderingen fra Christian Eriksen.
Ser frem til møde med Lewandowski
Polakkerne er et hold bestående af flere internationale stjernespillere. Landstræner Adam Nawalka råder blandt over Napoli-angriberen Arkadiusz Milik og den tidligere Dortmund-anfører Jakub Blaszczykowski.
Den største stjerne af dem alle må dog ubetinget siges at være en notorisk målsluger fra Bayern München.
- Det bliver først og fremmest fedt at møde Lewandowski. Han er en stor, stor stjerne i international fodbold, og han har bevist sit værd i hele verden.
- Han er en spændende spiller, men forhåbentlig har vi nogle forsvarsspillere, som er gode nok til at tøjle ham, fortsætter Eriksen.
Og Tottenham-spilleren tager som udgangspunkt ikke til Polen for at forsvare det ene point.
- Som fodboldspiller går man altid ud for at vinde. Så må vi se, hvordan det kommer til at udspille sig i situationen, og om vi i sidste ende skal være glade for eksempelvis et point. Vi går i hvert fald ikke ned for tabe, slutter Christian Eriksen.
Danmark møder Polen i Warszawa på lørdag kl. 20.45. Opgøret kan følges på Kanal 5, P3 og her på dr.dk.