Det danske landshold er for første gang ubesejret i 12 kampe i træk efter torsdagens 1-0-sejr over Panama på Brøndby Stadion.
Pione Sisto blev matchvinder i en VM-testkamp, hvor gæsterne gik hårdt til opgaven, hvilket i flere omgange skabte ballade på banen, hvor danskerne så ud til at være en anelse utilfredse med Panamas spillestil.
Boldbryder på midtbanen William Kvist havde efter de 90 minutter på Vestegnen dog kun smil og gode råd til overs for Panamas tilgang til kampen.
- De var tændte, kan man sige. Der blev også lavet mange ting, som jeg ikke tror, de skal lave til et VM. Så bliver der altså straffespark og forskellige andre ting. De var hidsige. Det var dejligt mellemamerikansk, siger William Kvist.
Dansk kontrol og ild
Panama fik et fortjent rødt kort efter 65 minutter, efter veteranen Blas Perez valgte at stemple Kasper Schmeichel i brystkassen.
Det var cirka også det eneste, som Panama fik med fra kampen i Brøndby, som Danmark ifølge Kvist aldrig var i fare for at smide på gulvet.
- Det var godkendt. Vi vinder kun 1-0, men vi er glade for præstationen. Vi har masser af chancer og vi er i fuld kontrol. Ubesejrede i rigtig mange kampe efterhånden. Det er vigtigt, siger William Kvist, der fornemmer, at der efterhånden er en stærk vinderkultur på det danske landshold.
- Man kunne mærke i dag, at vi var der. Folk havde ild i øjnene. Vi havde modet, ville genpresse og skaber mange chancer.
Næste opgave for det danske landshold er tirsdagens testkamp mod Chile i Aalborg.