Krauls karakterbog: Lyspunktet hed Pione

DR Sportens Andreas Kraul fremhæver matchvinder Pione Sisto som bedste dansker efter den ret jævne testsejr på 1-0 over Panama.

Pione Sisto scorede sit første mål i landsholdstrøjen. Det blev et pænt et af slagsen. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Scanpix)

Kasper Schmeichel 4

Ikke de helt store prøver for den danske målmand, som dog virkede vanligt opsat og med høj koncentration. Imponerede med et par hårde, præcise udkast, som var med til at sætte gode danske angreb i gang. Fik en Panama-spiller direkte i synet og trak dermed et rødt kort.

Henrik Dalsgaard 4

Den tidligere AaB-back spillede sin første landskamp siden juni 2017, og kom med vanlig fysik og energi, og fik også en modstanders støvle i hovedet midt i anstrengelserne. Kombinerede et par gange fint med Eriksen, men manglede at komme lidt til baglinjen.

Simon Kjær 7

Anføreren spillede landskamp nummer 75 fra Danmark og var stærk i sine dueller og havde også et par gode fremspil til Christian Eriksen langs græsset. Ellers et roligt jubilæum indtil udskiftningen i anden halvleg.

Mathias ’Zanka’ Jørgensen 7

I gammelt ’fjendeland’ på Brøndby Stadion var det først og fremmest soliditet, som prægede indsatsen fra Mathias Jørgensen. Spillede hele kampen med stor sikkerhed i forsvaret og sikrede sig vel reelt en billet til Rusland denne aften.

Jens Stryger Larsen 4

Vestrebacken er det store tvivlsspørgsmål for landstræner Åge Hareide. Jens Stryger Larsen er som højrebenet umiddelbart førstevalg og leverede en stabil indsats i 60 minutter uden at levere ret meget fremad banen.

Thomas Delaney 4

I anden halvleg tog Delaney sagen i egen hånd og sparkede på mål udefra i en kamp uden mange chancer. Meget sigende for midtbanespilleren, der har initiativ, men heller ikke strålede.

William Kvist 4

Det blev på mange måder en knoklerkamp, og dermed var der også en del arbejde for William Kvist centralt. FCK-anføreren tog fra, men havde også problemer på den svære bane.

Christian Eriksen 2

Når man til daglig spiller topkampe i Premier League og Champions League hver uge, kan en testkamp mod Panama på en pløjemark i Brøndby en torsdag aften omkring frysepunktet måske godt føles lidt flad. I hvert fald virkede Eriksen decideret uoplagt, og bortset fra et par enkelte karakteristiske superafleveringer i dybden, var det en bleg aften for den danske stjerne.

Yussuf Poulsen 7

Angriberen fra Leipzig brugte lige så meget tid på skubberi og skænderi som på fodbold, men fik dog skabt nogle farlige situationer og gik 100 procent ind i nærkampene og duellerne. Brændte en friløber i første halvleg.

Nicolai Jørgensen 2

Bare et mål har Nicolai Jørgensen scoret i 2018, og angriberen fra Feyenoord virkede også til at mangle selvtillid og tro på egen målnæse. Missede en stor hovedstødschance inden pausen og fik ikke afsluttet i to andre tilfælde.

Pione Sisto 7

Den lille dribler fra Celta Vigo begyndte med et par lækre træk, hvilket prompte førte til, at han blev solidt jævnet med jorden af en forsvarsspiller fra Panama. Sisto fortsatte dog med at udfordre, og scorede sit første mål for Danmark i landskamp nummer 11, hvilket gjorde ham til matchvinder.

Indskiftede spillere:

Nicolai Boilesen 4

Lasse Schöne 4

Lukas Lerager 4

Riza Durmisi 4

Nicklas Bendtner 7