19 gode minutter blev ødelagt af Zlatans føringsmål, og et dansk hold kunne ikke slå igen. I min karakterbog dumper to spillere og Bendtner får laveste karakter på skalaen.
Kasper Schmeichel 7
Midt i det store grå mismod, der har været den danske EM-kval, lyser Kasper Schmeichel op. Han bliver et omdrejningspunkt på det nye landshold. Vigtig redning på forsøg fra Zlatan i første halvleg, men måtte give fortabt over for superstjernen to gange.
Lars Jacobsen 2
Måske sidste landskamp for den rutinerede back, der meget symptomatisk leverede sin altid engagerede, stabile indsats uden at stråle på en aften, hvor landsholdet faldt omkring ham.
Simon Kjær 00
Svenskerne gav Simon Kjær al plads i verden til at føre bolden frem, hvilket viste sig at være den rigtige taktik. Utallige dårlige pasninger trækker langt ned i forhold til, at Kjær fysisk stod godt imod, og så var det Kjær, der skulle have fulgt Zlatan ved målet til 1-0, som ændrede kampen.
Daniel Agger 2
Anføreren kæmpede heroisk for Fædrelandet, men begik også fejl. Som for eksempel at begå frisparket, der førte til Zlatan og Sveriges andet mål, der reelt lukkede kampen.
Riza Durmisi 2
Der er trods alt stadig et langt stykke vej mod den internationale top for unge Durmisi, der hurtigt i kampen virkede usikker på sig selv, og ikke fik udfordret eller slået sine indlæg. Defensivt kneb det fortsat med at holde styr på bagrummet. Lagde op til Yussuf Poulsens mål.
Thomas Delaney 7
Lidt overraskende valgt i stedet for William Kvist og kvitterede med en fantastisk arbejdsindsats i første halvleg, hvorefter FCK-anføreren desværre måtte lade sig udskifte. Viste, at han også kan være en fremtidens mand i landsholdstrøjen.
Pierre-Emile Højbjerg 4
Enorm udstråling fra start, og faktisk holdt Højbjerg også energien helt til sidste fløjt og forsøgte at drive spillet fremad. Der er stadig udfald og dårlige beslutninger, men energien er vigtig – også for fremtidens landshold.
Christian Eriksen 2
Eriksen begyndte glimrende, men blev mere og mere overivrig efter Sveriges føringsmål. Slog dårlige afleveringer og blev for ambitiøs med sine afleveringer. Og så mangler 10’eren altså i alvorlig grad at blive farlig for landsholdet.
Yussuf Poulsen 4
Nej, hans førsteberøring er ikke særlig god, men tæller man Danmarks farlige aktioner i løbet af kampen op, så var Yussuf Poulsen stort set indblandet i dem alle. Scorede til 1-2 og ligner en spiller, der bliver vigtig for Danmark i fremtiden.
Nicklas Bendtner -03
At Nicklas Bendtner visse steder blev sammenlignet med Zlatan inden de to møder endte med at være en vittighed. Bendtner var ofte fejlplaceret, konstant ufarlig og generelt uden indflydelse på kampen. Forståelig udskiftning i anden halvleg efter katastrofal indsats.
Nicolai Jørgensen 2
Stærk indledning på kampen af Nicolai Jørgensen sammen med resten af holdet, og man havde på fornemmelsen, at han kunne levere en ny scoring. Også FCK’eren faldt dog sammen med resten af holdet.
Indskiftede spillere:
Michael Krohn-Dehli 4
Sevilla-spilleren kom ind i en svær situation, men kæmpede faktisk flot på den centrale midtbane og vandt sågar to hovedstødsdueller i træk. Et par gode offensive aktioner, men endnu engang ikke nok til at ændre en kamps forløb.
Morten ’Duncan’ Rasmussen UB
Jannik Vestergaard UB