Man kunne se det på ham lige efter kampen. Tårerne var svære at holde tilbage. Det var de også, da Yussuf Poulsen snakkede med Kanal5 efter kampen, hvor Danmark måtte se EM-drømmene brase til jorden efter en godkendt indsats og en uafgjort kamp mod svenskerne.
- Det er lige til at græde over. Det er pisse frustrerende, fordi jeg synes egnetlig, vi spiller en ok kamp, men det er svenskerne, der får lov at juble her til sidst.
- Skarpheden mangler. Vi har jo masser af chancer, vi skal jo score fem mål i den her kamp. På de afgørende tidspunkter, der har de én, der scorer deres mål, hvor vi ikke har nogen, fortæller Yussuf Poulsen med henvisning til de i alt tre mål, som den svenske kæmpe Zlatan Ibrahimovic sendt i netmaskerne i de to kampe mod Danmark.
Også Daniel Agger var skuffet efter kampen, og lægger som Yussuf Poulsen også vægt på, at det er var de afgørende situationer, hvor skarpheden manglede.
- Der er ikke så meget at sige til det. Det er os selv, der har skabt den her situation, og vi har ikke været gode nok.
Han ser dog lyst på fremtiden, hvor flere unge spillere, der var med i kampen mod sverige, har muligheden for at dygtiggøre sig.
- Vi har masser af unge drenge med i dag og masser af dygtige spillere, jo flere kampe de får for deres klubhold, desto bedre bliver de.I denne kvalifikation har vi ikke været dygtige nok på de afgørende tidspunkter, og det bliver vi straffet for.