Morten Olsen: Det gør ondt at stoppe på denne måde

Landstræneren trækker stikket efter skuffelsen mod Sverige og den kiksede EM-kvalifikation.

Landskamp mellem Danmark-Sverige. Morten Olsen før kampen (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

Morten Olsen har valgt at trække stikket som dansk landstræner efter 15 år på posten. Det meddelte han i dag efter 2-2-kampen mod Sverige, der ødelagde de danske drømme om at komme med til EM i 2016 i Frankrig

- Jeg har meddelt spillerne, at DBU og jeg er blevet enige om, at det ikke giver mening at fortsætte arbejdet, siger han.

- Selvfølgelig gør det ondt på mig selv, at slutte på den her måde efter mere eller mindre 35 år. Men mere for danskerne, fansene. Det er den største betydning for mig. Og mit ansvar. Det er jobbet som den ansvarlige træner.

- De sidste måneder har været frustrerende. Jeg kunne ikke finde stabiliteten i vores præstationer. Og i vores startopstillinger. Jeg tager skylden for det.

- Jeg synes, turen var lidt tungere i dag, end den plejer at være. Jeg er især skuffet på spillernes vegne. At de ikke får den oplevelse. Jeg synes, vi har en spændende trup. Mange talentfulde unge spillere, men også spillere med erfaring, de kan læne sig op ad. Det har i de sidste par måneder været for ustabilt. Vi har produceret for får chancer og brændt for mange. Det er kampen i dag også et billede på, sagde landstræneren på pressemødet efter kampen.

Har været priviligeret

Om hvordan han oplevede de sidste sekunder som landstræner, sagde han.

- Man tænker, det var det. Videre kommer man jo ikke. Komme ned i omklædningsrummet og få en god afsked med spillerne og teamet. Jeg har været priviligeret med de mennesker, jeg har arbejdet sammen med. Jeg har haft mange gode kolleger. Det er jeg utrolig taknemmelig for.

- Jeg vil i ro og mag trække mig tilbage, og vil først anskue, hvad er det, jeg har oplevet, det kan jeg ikke give nu. Jeg synes, vi skal stoppe her. Det vigtigste er, som jeg sagde i starten, det er enormt synd for spillerne og danskerne i al almindelighed, at vi ikke kom til EM. Det var risikoen. Det må du tage fattet som ansvarlig træner.