Med tre kampe i streg uden at score har Danmark spillet sin skæbne i EM-kvalifikationen over i fødderne på Albanien, som i aften møder Armenien.
Vinder albanerne ikke den udebanekamp, slutter Danmark sommer nu to i kvalifikationsgruppen og kvalificerer sig dermed direkte til slutrunden i Frankrig til sommer.
Selvom Danmark torsdag tabte til Portugal, ser det ikke helt sort ud for vores chancer, da Serbien samtidig slog Albanien, og DR Sportens fodboldkommentar Andreas Kraul er også fortrøstningsfuld.
- Det er i mine øjne helt, helt afgørende, at Serbien endte med at vinde i Albanien, så albanerne skal vinde i Armenien. Skulle de bare have uafgjort, så havde jeg godt nok ikke troet særlig meget på det. De er afsindigt dygtige til bare at forsvare og spille til nul, siger Andreas Kraul.
- På den måde er det fint, at de er nødt til på et eller andet tidspunkt at skulle være lidt offensive. For det er det albanske holds styrker ikke gode til. De er krigere, og de er fantastiske i deres indstilling, fight og defensive koncentration, men de har ikke specielt store offensive profiler. Faktisk næsten ikke nogen.
Det er op til Mkhitaryan
Med tre point som eneste brugbare resultat er Albanien nødt til at komme frem på banen og jagte en scoring, og det kan åbne op for Armenien den anden vej.
- Det vil sige, at de på et eller andet tidspunkt er nødt til at gå frem og angribe for at jagte et mål. Hvad vil det så gøre ved den meget solide defensiv mod et armensk hold, der har netop deres styrker i kontrafasen og har spillere som Mkhitaryan, Movsisyan og Özbiliz, der er enormt dygtige til at udnytte, når modstanderen går frem og blotter sig og giver lidt plads, siger Andreas Kraul, selvom det selvfølgelig er ude af danske hænder.
- Der er desværre ikke så meget andet at gøre end at læne sig tilbage, folde hænderne og bede til Mkhitaryan.
Den utroligt vigtige kamp mellem Armenien og Albanien fløjtes i gang i aften klokken 18.00, og du se kampen direkte på 6’eren.
Er du ikke i nærheden af et tv, kan du selvfølgelig også følge opgøret direkte i LIGA på P3 samt her på dr.dk/sporten.