Det armenske fodboldlandshold har næppe haft så mange sympatisører i Danmark, som det har lige nu. Hvis Armenien bare spiller uafgjort mod Albanien søndag aften, så er Danmark nemlig kvalificeret til EM 2016.
Og selvom Armenien har spillet en skidt kvalifikation, så kan Mkhitaryan, Movsisyan og alle de andrer yan’er sagtens drille Albanien. Det spår Lars Jacobsen, der selv spillede 0-0 mod begge nationer i september.
- Vi så selv for en måneds tid siden, at det er svært at spille derovre. Det tror jeg også, at det bliver for Albanien. De er et klart bedre kontrahold. Nu skal de pludselig skabe en kamp i Armenien, så jeg krydser fingre, siger højrebacken.
Er sikret play off
Som nævnt vil uafgjort være nok til at sende Danmark videre, mens Albanien er tvunget til at vinde for at snuppe den direkte kvalifikationsplads. Hvis det sker, så skal Danmark ud i to play off-kampe, og det er Lars Jacobsen helst er fri for.
- Det er ikke sjovt at skulle spille playoff-kampe. Bliver det til playoff-kampe, så tager vi den udfordring op, men jeg foretrækker dog helt klart en direkte kvalifikation, slutter Lars Jacobsen.
Danmark har umiddelbart gode chancer for at blive seedet i de eventuelle play off-kampe, hvor nationer som Norge og Sverige kan blive modstanderen. Men disse kampe bliver der ikke tænkt på endnu. Først og fremmest gælder det Armenien-Albanien søndag klokken 18.
- Nu lever vi stadigvæk, og albanerne har nu et kæmpe pres på deres skuldre og skal til Armenien, lyder det fra højrebacken Lars Jacobsen.
Søndag spiller Danmark selv en testkamp i mod Frankrig - kort tid efter at Armenien-Albanien er fløjtet af. Måske udvikler det sig til en EM-fest?