Da Joao Moutinho scorede Portugals enlige mål i Danmarks sidste kamp under EM-kvalifikationen, så det hele meget sort ud. Lige pludselig var vejen mod næste års slutrunde i Frankrig utrolig lang. Men i det allersidste minut fik Danmark en hjælpende hånd fra Serbien, der samtidig spillede mod Albanien.
Da den ordinære spilletid var løbet ud i Elbasan i Albanien og kun dommerens tillægstid var tilbage, bankede Aleksandar Kolarov nemlig bolden mellem benene på den albanske målmand, og sendte det serbiske mandskab på vinderkurs. Få minutter efter scorede Serbien igen, og kampen endte 2-0 til stor ærgelse for det albanske landshold. Danmarks chance for at kvalificere sig direkte til EM var stadig tilstede.
Albanien skal vinde
Resultatet betyder, at Albanien ikke længere kan læne sig tilbage og nøjes med at spille det spil, som de er bedste til. Nemlig at forsvare. Albanien skal, hvis de vil med til EM, nemlig vinde deres sidste kamp, hvis de vil rykke forbi Danmark i Gruppe I. Albaniens sidste kamp spilles mod Armenien. Det hold, der slog Danmark 4-0 i Parken fra et par år siden, og i sidste måned spillede 0-0 mod et igen tandløst dansk landshold.
Det er med andre ord ikke nogen nem opgave, som albanerne står over for. Armenerne er kendt for at slå nogle hurtige kontraer, der qua verdensstjernen Henrikh Mkhitaryan fra Dortmund og den gamle Randers frontløber Yura Movsisyan kan gøre ondt på de fleste forsvar. Yderligere er Albaniens udebanestatistik heller ikke prangende. De har kun vundet fire kampe, men holdet har tabt hele 34 og spillet 7 uafgjort. Dette i 44 kampe.
Yderligere så har Albanien aldrig vundet tre kampe i en kvalifikation til en slutrunde før, hvilket dog er tilfældet denne kvalifikation. En af kampene er til gengæld vundet på skrivebordet på grund af dronekampen mod Serbien fra præcist et år siden. Så det er kun blevet til to reelle sejre. Samtidig med dette er deres mest scorende spiller i EM-sammenhæng, Edmond Kapllani, ikke udtaget til kampen. Det er Armeniens mest scorende spiller gennem tiderne til gengæld. Den førnævnte, Henrikh Mkhitaryan.
Aldrig været til en slutrunde
Et af de elementer, der kan tale for albanske gummiben på søndag, er det faktum, at Albanien aldrig har kvalificeret sig til en slutrunde før. Derfor kunne man godt forestille sig et scenarium med 11 albanske spillere, der har nerverne uden på tøjet under en af nationens vigtigste fodboldkampe i nyere tid. Til gengæld taler de sidste par kampe mellem Albanien og Armenien for en albansk sejr. De sidste to kampe er nemlig endt 2-1 og 2-0 til Albanien.
Ser man på både stillingen i gruppe I og på FIFA's verdensrangliste er Albanien overlegene. Armenien har endnu ikke vundet en kamp i Gruppe I og har kun to point. Det er blevet til nul sejre, to uafgjorte og fem nederlag, mens Albanien lige nu ligger på en tredjeplads med 11 point for tre sejre, to uafgjorte og kun to tabte. På FIFA's rangliste skal man også langt ned i tabellen, hvis man skal finde Armenien. De ligger lige nu nr. 91, 61 pladser efter Albanien på en 32. plads.
Det bliver nervepirrende at følge kampen mellem Armenien og Albanien, der bliver spillet kl. 18.00. Kampen følges tæt af LIGA på P3, og så må tiden vise, om Danmarks kamp mod Frankrig i Parken skal, som Morten Olsen har udtrykt det, spilles med surmule eller med smil på læben.