Det handler om én ting: En sejr.
Så kort kan det siges om det danske landsholds VM-kvalifikationskamp mod Kasakhstan på fredag. Efter to nederlag i træk vil endnu et nederlag på fredag betyde, at VM-drømmen slukkes for Danmarks vedkommende.
- Det handler om at komme i havn i dette efterår, uden at alt håb er ude. Og det vil sige at slå Kasakhstan, uden at det skal være neglebidende, siger Andreas Kraul, DR Sportens fodboldkommentator.
- Det er en sindssyg vigtig kamp. I mine øjne er det den letteste kamp i puljen, men samtidig er det blevet en af vigtigste. For hvis Danmark ikke vinder, vil det være umuligt at komme til VM, og så vil der gå næsten to år, inden Danmark skal spille en vigtig landskamp, siger Kraul.
Landsholdet samles i dag klokken 17 i Helsingør, og fodboldkommentator Andreas Kraul giver her sine bud på, hvad landstræner Åge Hareide skal arbejde med frem mod kampen på fredag i Parken.
Startopstillingen:
- Han skal ramme den rigtige startopstilling denne gang. Der er ikke råd til at bruge en time på at finde ud af, hvordan opgaven skal løses. Hareide har fem markspillere med fra FCK. Han kan reelt stille med seks FCK’ere, hvis man regner Nicolai Jørgensen med.
- Hvis jeg var Hareide, ville jeg stille med et halvt FCK-mandskab, og så se om de ikke ville kunne løse den til en sikker sejr.
Forsvaret:
- Danmark skal jo spille uden skadede Andreas Christensen, som har været fast mand under Åge Hareide. Så han skal finde en ny formation i forsvaret og måske endda et helt nyt system. Han har holdt fast i tre mand i forsvaret, og jeg kunne godt forestille mig, at det var i denne kamp, han gik over i en mere klassisk 4-4-2 og fire mand i forsvaret.
Midtbanen:
- Hareide skal arbejde på at finde den rigtige formation på midtbanen. Den har han ikke ramt endnu. Han jonglerer med Eriksen, Højbjerg, Kvist og Delaney på de positioner. Denne gang skal han simpelthen ramme den formation.
- Det er spørgsmålet om, hvorvidt Højbjerg, som ikke har gjort det godt i efteråret, skal have en pause.
Angreb:
- Hareide skal finde ud af, hvilke spillere der kan gøre ondt på Kasakhstan. Man skal ikke kun kigge på sig selv, men også hvad det er for hold, man skal møde, og hvordan man får nedbrudt dem. Der er mere brug for en fysisk udladning end teknisk spil.
- Det skal være et overfald. Han skal vælge vores stærkeste og mest fysiske spillere og lægge så meget tryk på, at et svagt landshold som Kasakhstan bukker under efter 15-20 indlæg mod spillere, man slår sig på.
Systemet:
- Åge Hareide skal finde ud af, om landsholdet skal skifte system. Jeg føler mig overbevist om, at måden, hvorpå landsholdet kan vinde over Kasakhstan, er at skifte system.
- Man skal spille, som FCK har gjort i mange år og udnytte den fysiske del og hovedstøds-kompetencerne og simpelthen lave en form for belejring af Kasakhstan.
Viktor Fischer:
- Fischer vakte opsigt ved at sige, at holdet havde spillet som pattebørn efter Montenegro-kampen. Men den sag har de fået talt fuldstændigt i graven, det er jeg overbevist om. Den sag var bragt ude af proportioner.
- Man ville næsten have været skuffet, hvis Fischer ikke havde sagt dét efter et nederlag til Montenegro. I virkeligheden sagde han sandheden, men jeg tror, at det var glemt 10 minutter efter. Jeg er helt overbevist om, at det ikke vil fylde noget i denne samling.