VIDEO Kraul: Schmeichel-afbud burde ikke betyde det store

Kommentator Andreas Kraul vurderer, at Kasper Schmeichels VM-afbud ikke får den store betydning.

Uret er meget tæt på at runde 90 minutter, da Andreas Cornelius stiger op over alt og alle og pander bolden mod roden af den ene stolpe. Det meste af publikum, der igår har fundet sig til rette i Parken i Champions League-kampen mellem FC København og de engelske mestre, Leicester, holder vejret og gør sig parate til at strække armene i vejret i en jubelrus. Men ud af det blå kommer en stor hånd og parerer bolden væk. Kasper Schmeichel har lige hevet en af de helt store refleksredninger frem og redder principielt et enkelt point til sit klubhold, Leicester, da kampen få minutter efter slutter 0-0.

Redninger af den karat kommer det danske landshold til at mangle, når de d. 11 november går på banen mod Kasakhstan i VM-kvalifikationen. Kasper Schmeichel har nemlig brækket hånden og kommer ikke til at være med. Et tab for det danske landshold, der dog stadig burde være stærke nok til at klare sig uden, mener DR’s kommentator, Andreas Kraul.

- Forhåbentlig kommer det ikke til at betyde noget. Den vigtige kamp er mod Kazaksthan, og der bør Danmark være stærke nok til at få spillet flyttet op i den anden ende, så det ikke er målmanden, der er afgørende, mener Andreas Kraul.

Glimrende erstatning

En af årsager til, at hverken Åge Hareide eller de mange danske fodboldfans skal være bekymret i fraværet af Kasper Schmeichel, er udsigten til højst sandsynligt at se Brøndbys målmand, Frederik Rønnow, mellem stængerne.

- Det er glædeligt, at Frederik Rønnow har præseteret så godt, som han har for Brøndby og i de to kampe, han fik for landsholdet. Det gør i hvert fald, at vi kan stå lidt mere roligt nu og sige – okay, Kasper Schmeichel har brækket hånden, det er ærgerligt, men vi behøver ikke at gå i panik, fortæller Andreas Kraul.

Danmark har udover Kasper Schmeichel to andre målmænd i truppen, der tæller Jonas Lössel og nævnte Frederik Rønnow, og der er Andreas Kraul sikker på, at det er Brøndbymålmanden, der kommer til at skulle stå på mål.

- Medmindre Frederik Rønnow bliver skadet, så er jeg helt sikker på, at det bliver ham, der står. I den seneste landsholdsamling, hvor Kasper Schmeichel ikke var til rådighed, der stod Frederik Rønnow begge kampe og lukkede ikke nogen mål ind – og den ene var en tilsvarende kvalifikationskamp mod Armenien. Han har prøvet det før, han har stået på scenen i Parken, hvor det var alvor, så det bliver helt sikker Frederik Rønnow, fortæller Andreas Kraul.

Kasper Schmeichel skulle ifølge flere medier være ude i op til en måned, men hans klubhold Leicester har endnu ikke offentliggjort noget endeligt.