Viktor Fischer bragte sig selv i et stormvejr, da han efter nederlaget til Montenegro kaldte det meste af landsholdet for pattebørn i et interview med Kanal 5.
Udtalelsen er blevet diskuteret flittigt af både fodboldeksperter og danskere på de sociale medier efterfølgende. Flere steder roses Fischer for at tale "lige ud af posen", mens andre mener at angriberen gik over stregen. Dagen derpå lægger landstræner Åge Hareide nu låg på sagen ved at fastslå, at episoden ikke får konsekvenser for angriberen.
- Absolut ikke. Jeg havde en god snak med Viktor før vi tog afsked i går. Det har ingen konsekvenser – han er en fantastisk fin dreng, siger Hareide til DR Sporten.
Efter 0-1 mod Montenegro har Danmark nu tabt to kampe i træk, og derfor skal der være plads til at ærgre sig:
- En god gruppe vokser ofte i modgang, og man må have lov til at være frustreret som spiller, når tingene ikke lykkes.
Danmarks næste kamp i VM-kvalifikationen er på hjemmebane mod Kazakhstan den 11. november.