Hareide bekræfter: Delaney er fløjet til Dortmund for at skrive under

Thomas Delaney forlader angiveligt landsholdslejren torsdag for at skrive under med topklubben Dortmund.

Danmarks Thomas Delaney i venskabskampen Danmark - Chile på Aalborg Stadion, tirsdag den 27. marts 2018. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix) (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Med VM-starten lurende forude om ni dage er det nok svært for landsholdsspillerne at tænke på andet i disse dage. Eller for næsten alle. Den seneste tid har der nemlig været tiltagende rygter om, hvorvidt midtbaneprofilen Thomas Delaney måske kunne være på vej til traditionsklubben Dortmund.

Både Ekstra Bladet og det store tyske medie Bild.de skrev tidligere i dag, at Thomas Delaney ikke vil være at finde i landsholdslejren torsdag, da han er rejst til Dortmund for at skrive under med den tyske storklub.

Og det bekræfter Åge Hareide i dag i landsholdslejren.

- Det er stor sag for ham, men det er også godt for landsholdet, at han skifter til en endnu større klub i Tyskland. Dortmund skal jo spille Champions League, og Thomas skal fortsætte udviklingen som spiller. Jeg synes, at han taget det rigtige skridt, forklarer Åge Hareide.

- Jeg ville bare have det overstået, før vi skulle spille mod Mexico, og det er også godt for Thomas, at han får det klaret før VM, siger landstræneren.

- Det er meget spændende, men også en anerkendelse af Thomas som spiller, forklarer han.

Angiveligt er hans nuværende klub Werder Bremen kommet til aftale med Dortmund på et beløb omkring 150 millioner kroner, hvilket vil gøre ham til den dyreste danske fodboldspiller nogensinde.

Onsdag udtalte Werder Bremens sportschef Frank Baumann til deichstube.de, at de var godt på vej til at finde en løsning, som ville passe alle parter i forhandlingerne.

Danmark møder Mexico på lørdag klokken 20.00, mens de rød-hvide spiller åbningskampen mod Peru den 16. juni klokken 18.00.