GRAFIK Få overblikket over de lunkne danske VM-angribere

De danske angribere har haft svært ved at finde netmaskerne i VM-testkampene. Dermed fortsætter de deres målløse takter fra sæsonen.

Det danske landshold scorede i gennemsnit to mål per kamp i VM-kvalifikationen, men i VM-testkampene har de været i scoringskrise. (Foto: Henning Bagger/Scanpix 2017). (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Det danske landshold har kun scoret ét mål i de foregående tre VM-testkampe. Og der er desværre ikke meget trøst at hente, hvis man kigger på de danske angrebsspilleres optrædener på klubplan i denne sæson.

For selvom vi har syv spillere med til at dække de offensive pladser, så er der ikke nogen af dem, der kommer med en overbevisende målhøst i bagagen.

Artiklen fortsætter under grafikken.

Skadesplaget indskifter er mest effektiv

Kasper Dolberg har været anset som den største overraskelse i VM-truppen. Han har haft en skuffende sæson i Ajax, hvor han har mistet sin startplads i angrebet. Men hvis man ser på, hvor mange minutter landsholdsspillerne skal bruge på at score, klarer Dolberg sig bedst.

Landsholdets yngste VM-spiller skal nemlig bruge 193 minutter på banen for at score et mål for sin Hollandske storklub, Ajax Amsterdam. Det betyder, at han er en smule mere effektiv, end Andreas Cornelius, der også primært har optrådt som indskiftningsspiller i denne sæson.

Selv er landsholdets mest effektive angriber dog langt fra tilfreds med sin egen indsats på målfronten i denne sæson.

- Jeg håber, at der er masser af mål i vente til VM, for jeg har i hvert fald ikke leveret i denne sæson, siger Kasper Dolberg med et grin.

Når det kommer til det samlede antal scoringer i sæsonen er landsholdets førsteangriber Nicolai Jørgensen på toppen af listen med 13 mål.

Assistkongerne er ramt af måltørke

Målt på måleffektivitet, ligger vores to landsholdsfløje Pione Sisto og Yussuf Poulsen dybest nede i angribernes kummerfryser. Men tilgengæld er de begge to garant for at sætte andre målræve i scene.

Sisto har leveret 10 målgivende afleveringer i samtlige kampe for sin spanske klub Celta de Vigo, mens Yussuf Poulsen har lagt op til ni scoringer for tyske RB Leipzig.

Og selvom Yussuf Poulsen gerne vil score flere mål, så ser han det ikke umiddelbart som et problem, at han ikke scorer oftere.

- Jeg bliver hele tiden spurgt, om det ikke frustrerer mig. Det gør det ikke. Hvis man er med til at gøre, at holdet kan score mål, så behøver man ikke selv score, forklarer han.

Begge spillere bliver dog overgået af midtbanestjernen Christian Eriksen, der har været mand for hele 13 assister i løbet af sæsonens kampe for Tottenham.