Yussuf Poulsen om få scoringer: 'Fodbold handler om at vinde, ikke om at score ti mål'

De danske landsholdsangribere har haft svært ved at finde netmaskerne på deres klubhold i denne sæson, mens landsholdet kun har scoret én enkelt gang i de sidste tre kampe.

Yussuf Poulsen har lavet fire mål i 41 kampe for sin klub RB Leipzig i denne sæson. (Foto: © Anders KjæRbye, Scanpix)

Der er absolut ingen bekymring at finde i den danske landsholdslejr, selvom 2018 indtil videre har været et noget målfattigt år for det danske landshold.

Hverken spillere eller trænere tager sig i hvert fald af, at det kun er blevet til et mål i årets tre testkampe.

For med målrige opgør mod Polen og Irland i VM-kvalifikationen har landsholdet scoret rigeligt med mål, mener landsholdsangriber Yussuf Poulsen.

- Vi er klar, når det gælder, det har vi bevist, og det kommer vi også til at være til VM. Så jeg er ikke i tvivl om, at vi nok skal score nok mål, siger han.

Han mener ikke, at præstationerne i træningskampene er udtryk for holdets evner foran mål. Det samme mener angrebskollega Viktor Fischer.

- Skarpheden sidder bagerst på rygraden på de folk, der skal score mål, og det gør den også, hvis vi ikke får scoret mod Mexico (i sidste testkamp red.). Så det bekymrer mig ikke så meget, siger han.

Holdets succes er det vigtigste

De danske angribere har ikke haft den bedste sæson på klubplan, hvor spillere som Nicolai Jørgensen, Kasper Dolberg og Andreas Cornelius ikke har scoret så mange mål som tidligere.

Også Yussuf Poulsen har haft svært ved at få bolden i kassen i sin tyske klub RB Leipzig, og det er derfor kun blevet til fire scoringer i 41 optrædener.

Selvom det er noget, der fylder hos medierne, er det ikke noget, der frustrerer ham selv. Han køber nemlig ikke, at det er altafgørende for angribere at score mål.

- Nej, hvis du har et hold, der fungerer, og du er med til at gøre, at andre folk scorer mål, så behøver du ikke selv at score.

- Jeg er ligeglad med, om det er mig, der sparker den ind, bare holdet scorer mål, og holdet har succes. Det handler om at vinde, det handler ikke om, at jeg skal score ti mål til VM, siger Yussuf Poulsen.

Landsholdets assistenttræner, Jon Dahl Tomasson, er enig i den betragtning.

- Angriberens rolle er jo ikke kun at score mål, men også at lave et godt genpres og levere en god arbejdsindsats. Det gør også, at vi ikke lukker så mange mål ind, siger han.

Skaber masser af chancer

Assistenttræneren er desuden ganske fortrøstningsfuld, når det handler om målene til VM.

- Vi skaber et hav af chancer, og vi er faktisk et af de bedste hold i Europa til det. Og kigger man på kvalifikationen, scorer vi nok mål, siger Jon Dahl Tomasson.

En af de angribere, der på det sidste har fået gang i målscoringen, er Viktor Fischer, som har vist god form siden skiftet til FCK. For ham betyder det til gengæld meget at få scoret mål.

- Det er altafgørende for mig at lave mine mål og føle mig afgørende, det er det, der giver mig selvtillid. Det får mig til at føle mig noget værd som fodboldspiller, siger han.

Danmark skal forsøge at få gang i målscoringen, når det på lørdag gælder Mexico i den sidste testkamp inden afrejsen til VM.

Få et overblik over de danske landsholdangriberes målform her.