Det var måske havregrøden, der gjorde, at AaB vandt det danske mesterskab. En havregrød lavet på svensk snusfornuft, grundighed og stædighed udført af masterchef Erik Hamrén. Han laver nok ikke havregrød til Zlatan Ibrahimovic på det svenske landshold, men dengang i Aalborg insisterede den svenske træner på ordentlig kost til sine spillere, om han så selv skulle lave den. Hvilket han ofte gjorde.
DR har snakket med den svenske landstræner op til de to play off-kampe mod Sverige og samtidig fået Hamréns bedste danske ven og assistent i AaB-tiden, Allan Kuhn, til at karakterisere den svenske træner.
Allan Kuhn: Det her tænder ham. Det er der ingen tvivl om. Naturligvis er alle spændt omkring det her lige fra trænere til spillere, men det, at det er Danmark man skal møde, tænder Erik. Det er overhovedet ikke med blødende hjerte, at han kan slå Danmark ud. Ikke når han er kommet hertil, så er han fløjtende ligeglad med Danmark.
Hamrén som H.C. Andersen
Når Erik Hamrén bliver spurgt, tøver han ikke med at rose Danmark og danskerne på alle tænkelige måder. Hans tid i Aalborg endte med et mesterskab som ifølge klubbens tidligere direktør Lynge Jacobsen betegnede som et eventyr på linje med ’Den Grimme Ælling’ og Erik Hamrén som H.C. Andersen.
- Jamen, det var en smuk tid. Jeg husker tilbage på min tid i Danmark med stor glæde. Jeg havde fire et halvt år i Danmark, og det var en fantastisk tid. Mit hjerte er stadig lidt rødt og hvidt som følge af min tid i Danmark. Jeg har stadig tilknytning til Danmark, jeg snakker meget med Allan Kuhn, som jeg jo arbejdede meget sammen med i AaB. Martin Langagergaard (mentaltræner, red.) snakker jeg også en del med, og så har jeg gode venner i Aalborg, som jeg stadig ser, siger Erik Hamrén.
Men når de rød-hvide roser er tørret ud, så har Erik Hamrén kursen sat mod EM-deltagelse i Frankrig til sommer. Og han insisterer på at Sverige kommer til at slå Danmark. Det er Sveriges tur, som han siger.
- Danmark har resultatmæssigt været bedre end Sverige de seneste år. Det er mange år siden, Sverige har vundet over Danmark, og derfor har Danmark efter min mening en fordel. Men det har været tætte kampe, så min tro er, at det nu er vores tur til at vinde. Det er lang tid siden, men nu er det altså vores tur, siger Hamrén.
Allan Kuhn: Han siger, at Sverige kan vinde, og det vil han gøre hele vejen op til kampene. Det gør han, fordi han ved, at det kan lade sig gøre at vinde. Han vil være taktisk smart og få et godt resultat med til Parken, eksempelvis en 1-0-sejr, hvilket vil være guld for dem. Det bliver to meget taktiske kampe, specielt fra Sveriges side. De vil ikke være utilfredse med at tage 0-0 med til Parken. Deres primære opgave vil være at undgå at Danmark scorer og så håbe på, at Zlatan spiller nogle gode kampe. De vil forsøge at vinde på sammenhold og organisation.
Vi har Zlatan
Han kender alle de danske spillere. Han kender Morten Olsen. Og han kender det danske spil og den danske taktik. Samtidig siger han, at Danmark har en mental fordel. Men hvordan vil Sverige så forsøge at slå Danmark?
- Vi har først og fremmest en verdensstjerne i Zlatan, og vi håber, vi kan præstere optimalt over hele banen, og at vi kan få Zlatan frem til så mange store målchancer som muligt. Han er vores bedste målscorer og topscorer, så han betyder meget for vores chancer, siger Hamrén, men afviser samtidig at Sveriges EM-deltagelse står og falder med Zlatans dagsform.
- Nej, Zlatan er ikke altafgørende for vores chancer. Vi har vundet kampe, når vi har manglet Zlatan, så det tror jeg ikke. Men naturligvis betyder han meget for vores hold. Der er jo også mange spillere, der betyder meget for Danmark, så hvis vi skal vinde, er det hele holdet, der skal være gode og ikke kun Zlatan. Vi kan ikke vinde med kun en spiller, vi behøver 11 spillere, der skal præstere i to kampe, siger han og fortsætter:
- Det er fifty-fifty mellem Danmark og os. Og det hold, som kommer til EM bliver det hold, som laver mindst fejl, for det er fejlene, man bliver straffet på. Man kan ikke lave fejl i disse kampe, og samtidig gælder det om at være effektiv, når man får chancerne, for jeg tror ikke, at der bliver særligt mange åbne chancer. Det hold, der klarer sig bedst på disse to parametre, kommer til EM, siger den svenske træner, hvis kontrakt med svenske fodboldforbund ophører til sommer.
Allan Kuhn: Erik er en meget stærk leder, som ved hvad han vil, og som har kæmpet sig til den position, han har i dag. Han blev skadet som ungdomsspiller og satsede så på at blive elitetræner på allerhøjeste niveau, og det må man sige, at han har gjort uden selv at have spillet på øverste hylde. Han har været igennem hele systemet fra at have trænet ungdomshold, skolehold og 2. divisionshold til at være assistenttræner. Han har prøvet det hele. Den hårde skole kan man sig, og så er han landet til sidst med AaB, Rosenborg og landsholdet. Han er en fighter, og han ved, hvad han vil.
Kost og sjæl
Han er mest kendt for sin mandskabsbehandling. Sit fokus på det hele menneske, der for at fungere optimalt på en bane, skal være i harmoni med hensyn til kost, hvile, krop, sind, intellekt og fritid. Han betegner eksempelvis Zlatan Ibrahimovic som en person i harmoni, en verdensstjerne hvis krop og sjæl er i synk.
- Zlatan er en fantastisk person, hvis man kender ham, som jeg gør. For det første er han en fantastisk fodboldspiller, en verdensstjerne, men han er også en fantastisk person – som man siger i Danmark, en rigtig god fyr. Og når man kender ham, finder man ud af, hvor godt et menneske han er. Han er jo min anfører, så naturligvis har vi mange samtaler om taktisk og strategi under en samling, men også mellem samlinger. Min filosofi som træner er, at jeg er åben og lytter til de mennesker, jeg arbejder med for at træffe så gode beslutninger som muligt, siger Hamrén og peger på den dansker, der kommer tættest på at have samme betydning som Zlatan.
- Danmark har nogle rigtig gode spillere, der kan afgøre en kamp. En af de spillere, som efter min mening betyder meget for Danmark, er Daniel Agger. Han er lederen og den store spiller i den danske defensiv og for hele holdet, siger Hamrén og nævner også en spiller som Bendtner:
- Bendtner er en god spiller, ellers ville han ikke have spillet så mange kampe for Danmark. Han har været god for Danmark og scoret mange mål i mange år. Det er en spiller, vi skal have respekt for, og som vi skal naturligvis skal passe på i de to kampe, siger han og giver også sin mening om kollega Morten Olsen:
- Jeg kender Morten både som spiller og træner. Jeg har mødt ham en del gange også. Han er en klog og meget vidende træner, som har betydet meget for dansk fodbold og dets renomme. Han har fået kritik for at fastholde en spillestil, men det hører med som træner. Det gælder om at holde fast i det, man tror på, og det har han gjort, hvilket man kun kan have respekt for, siger Hamrén.
Allan Kuhn: En af de ting, han har brugt rigtigt meget krudt på, er livsstil. Han lægger vægt på at lære fodboldspillere, at de skal føle sig privilegerede over, at de har et fodboldliv, som de skal bruge ordentligt. Det handler om at være et helt menneske, at favne livsstilen og acceptere, at man er privilegeret over at have et job som dette. Man skal tænke på hvor få det er forundt. Det bruger han meget energi på at fortælle folk til individuelle møder. Alt udenfor banen skal være i orden, alt vedrørende kost, søvn og alle de ting, der hører til udenfor banen, skal være i orden. Det var han med til at indføre i Aalborg, da han kom hertil i 2004. Han ændrede kulturen heroppe, og vi bruger stadig mange af hans tiltag den dag i dag i klubben.
- Når disse tiltag bliver ført ude i livet, og når de bringer succes med sig, er det jo noget, spillerne kan lide og giver respekt for. Rammerne for spillerne skaber vi i klubben, og så tager spillerne det ofte med sig hjem. Folk begyndte, at blive mere seriøse med disse livsstils-ting, efter at Erik havde været her. Der er kommet en god og seriøs kultur omkring det her i AaB. Han indførte jo også fedtmålinger, han ville jo ikke have at folk havde for stor fedtprocent, og det var spillerne med på, for de jo kunne se, at det gav resultater. Det har gjort, at han stadig er kæmpe stor i Aalborg, som han ofte besøger til stor glæde for mange her i klubben og byen.
Hamrén som dansk landstræner
Mens Erik Hamréns succes i henholdsvis AaB og Rosenborg gav sig konkret udslag i guldmedaljer, så har ægteskabet med det svenske landshold ikke ført til jubelstunder. Han formåede ikke at bringe sin nation til VM i 2014, og nu er Sverige på nippet til at misse EM i Frankrig. Kritikken har været hård i denne kvalifikationsturnering, og han synes færdig som landstræner enten efter play off-kampene eller efter EM-slutrunden til sommer.
- Som landstræner får man altid kritik, hvis man ikke vinder sine kampe. Når man vinder kampene, har man gjort det fantastisk, og når man taber dem, så er det altid skidt. Det gælder for alle træner, det gælder for Morten Olsen, og det har også været tilfældet med mig. Det må man leve med. Man kan ofte synes, at kritikken kan være uretfærdig, men det er nu engang resultaterne, som styrer på dette niveau, siger Hamrén.
Allan Kuhn: Med hensyn til kritik er han stærk. Han er vant til at vide, hvornår han skal give igen, og hvornår han skal lade være. Det har han stået imod mange gange i AaB og ikke mindst i Rosenborg, som jo er en storklub i Norge, hvor presset måske er endnu større end på landsholdet, fordi der jo er journalister til træning hver eneste dag. En landstræner vil altid få hug, hvis man ikke kvalificerer sig eller spiller for defensivt. Dér kan man ikke ramme ham, for han hugger tilbage. Han holder også altid pressemøde dagen efter en kamp, hvor han forsøger at forklare alt om kampen og analyserne bag.
Erik Hamrén vil ikke kigge tilbage og vurdere sin tid som landstræner endnu. Og han vil heller ikke forholde sig til, om han nogensinde vender tilbage til Danmark som enten klubtræner eller som dansk landstræner.
- Det er ikke noget, jeg tænker på lige nu. Lige nu vil jeg slå Danmark, og hvad der så derefter sker, det må ske. Hvad der sker, er altid svært at sige, når man har et job som mit. Mit fokus er på EM i Frankrig.
Allan Kuhn: Han vil være smigret over at blive dansk landstræner. Det er også et stort job. Jeg aner ikke, om han vil være dansk landstræner, men jeg ved, at han stadig vil være træner, og så er det enten et landstrænerjob eller et klubhold i Norden, der kan komme i spil. Jeg tror, at han vil møde de muligheder, der kommer og derefter være åbensindet. Hvis man bliver mester i Danmark og i Norge og er landstræner, så har man i hvert fald et stort navn i Norden. Det er svært at blive træner uden for Norden, men der er ingen tvivl om, at han altid vil kunne få et stort job i Norden med de meritter, han har.