Landsholdets anfører er ikke i tvivl: Laudrup er større end Zlatan

Respekten for Zlatan er stor fra den danske anfører. Men størst i Norden er den svenske verdensstjerne ikke.

Daniel Agger har stor respekt for Zlatan Ibrahimovic, men ser Michael Laudrup som en større spiller. (Foto: © ERik Refner, Scanpix)

Der er stor respekt. Som der nu skal være. Fra spiller til spiller. Fra anfører til anfører. Fra nation til nation. Zlatan Ibrahimovic er en stor spiller. En af de største. Men den allerstørste nogensinde fra Skandinavien?

Nej, ikke hvis man spørger Danmarks anfører Daniel Agger.

- Jeg vil sige, at Zlatan har noget konkurrence i forhold til den titel. Jeg tror, jeg kan tale for hele vores hold, når jeg siger, at vi beundrer ham meget for de ting, han har opnået, og for de klubber han har været i. Det kan man ikke andet end at tage hatten af for. Og det gør vi også, siger Daniel Agger og tager for en stund hatten af igen.

- Men når man snakker om, hvem der giver ham konkurrence, så synes jeg, at vi har nogle danskere, der giver ham hård konkurrence igennem tiderne. Vi har en Michael Laudrup, som er oppe i den klasse, og for mig er han den bedste spiller gennem tiderne, fastslår Danmarks anfører.

Betyder ikke meget

Og selv om den svenske ghetto-kunstner vel er den eneste sande verdensstjerne, når Danmark og Sverige støder sammen på lørdag og tirsdag i næste uge, er det ikke kun omkring den fjerneste fodboldhistorie, Ibrahimovic kommer til kort over for Danmark.

Ibrahimovic er den ubetingede stjerne på det svenske landshold. (Foto: © Stephen Pond, 2015 Getty Images)

Den svenske anfører har heller ikke gjort sig gældende mod Danmark i nutidshistorien. I de seneste fem kampe mellem de to nationer har hverken Zlatan Ibrahimovic eller Sverige scoret mod Danmark. Men på trods af disse historiske kendsgerninger maner Daniel Agger til besindighed.

- At Zlatan aldrig har scoret mod os, tror jeg ikke betyder så meget. Det er jo en ny kamp, og der er mange nye spillere med, så jeg tror ikke, man kan bruge det til så meget, siger Agger og henviser til, at en enkelt mand ikke vinder kampe alene.

- Sverige er mere end det. Sverige spiller som et hold. Jeg mener, at Sverige er lidt ligesom vores hold; det er et team, et hold. Det er dét, der skal bære dem igennem, og det har det også været for Danmark i mange år, siger Agger og forklarer Danmarks tilsyneladende ubrydelige forsvarsværk mod svenskerne specifikt og den stærke defensiv i EM-kvalifikationsgruppen generelt.

- Vi har forsvaret som ét hold, vi har gjort en ære ud af at forsvare ordentlig, og defensiven har været på plads de sidste mange gange mod Sverige, og også generelt i kvalifikationen, hvor vi kun har lukket et mål ind i de sidste fire kampe. Og selvfølgelig vil netop dét være vigtigt, især i sådanne knald eller fald-kampe, siger han og fortsætter:

- Vi har generelt holdt godt fast i bolden, vi har haft god boldbesiddelse, og når du har bolden meget, er det også nemmere at holde modstanderen væk fra at score. Men mod svenskerne er det en ny kamp, og det er et nyt mål, begge hold har for øje. Jeg tror ikke, man kan bruge fortiden til så meget, siger Daniel Agger.

Michael Laudrup sætter et par skotter i Parken i en dribling, der siden er blevet nærmest ikonisk. (Foto: © MORTEN JUHL, Scanpix)

Det var ellers fortiden den svenske landstræner Erik Hamrén henviste til, da han på et pressemøde i den svenske landsholdslejr mente, at det ville være en katastrofe for Danmark ikke at kvalificere sig til EM med tanke på, at Danmark i de seneste mange kampe har vist sig markant stærkere end svenskerne.

En katastrofe

En katastrofe er også en betegnelse Daniel Agger vil bruge, og han frygter, at det vil ramme hårdt, hvis det utænkelige skulle ske.

- Det har Hamrén ret i. Det vil jeg da også sige. Vi går 100 procent efter at komme med til EM. For mig er der ikke noget alternativ, vi tænker slet ikke på at vi ikke kvalificerer os. Vi er fokuseret på at nå vores mål, og vores mål er at komme til EM, og hvis vi ikke når det mål, så har vi jo fejlet, siger Agger.

Nederlag kan altså ikke komme på tale. Og fordi de to hold kender hinanden så godt, handler det ikke så meget om taktiske spidsfindigheder og overraskelser, men mere om den svært forklarlige disciplin, der går ud på at 'ramme dagen'.

- Fodboldhold kan præstere den ene uge og lave noget skidt den næste uge, og det er ikke, fordi man er blevet et dårligere fodboldhold. Det er bare sådan fodbold er. Der er mange små ting, der vil spille ind i løbet af de få dage, vi skal møde dem to gange. Det handler om at være der på dagen, og det kan være svært at forklare, hvad det er, siger han.