Hvis konflikten mellem DBU og Herrelandsholdet fører til aflyste landskampe kan det betyde, at Danmark bliver smidt ud af EM-kvalifikationen. Parterne kan ikke blive enige om de vilkår, der skal gælde for spillerne, når de repræsenterer Danmark i landsholdstrøjen.
Det har heller ikke været muligt for parterne at lande en midlertidig aftale, og derfor har DBU meldt ud, at de vil kigge efter andre spillere, der vil være villige til at spille kampene i landsholdstrøjen.
Vi har stillet spørgsmål til DBU's kommunikationschef, Jakob Høyer, i et forsøg på at forstå konflikten.
Forhandler I ikke med spillerne længere?
- Forhandlingerne sluttede fredag aften. Der sluttede det mandat, som DBU's bestyrelse havde givet forhandlingsteamet. Så det har hele tiden været planen. Også for ikke at have de her forhandlinger helt op til landskampene. Der skal vi have ro og fokus på det sportslige, siger Jakob Høyer til DR Sporten.
Så I kommer ikke til at tale med Spillerforeningen før de kommende landskampe?
- Vi kan sagtens tale sammen uden at forhandle. Der har også været korrespondance i dag, men nu er vi inde i en landskampsperiode, og der ønsker vi ikke forhandlinger. Det har vi prøvet tidligere, hvor der kom noget sjusk ind, fordi tingene blev forhastet i sidste øjeblik, og det ønsker vi ikke gentager sig.
Hvad gør I så i stedet for at kunne stille et landshold i de kommende kampe?
- Vi må desværre konstatere, at de 23 spillere, som landstræneren har udtaget, ikke vil tage imod det tilbud, vi gav dem i går, hvor vi sagde 'lad os nu få spillet de her kampe'. I får samme honorar, samme bonus og samme forsikring. Vi tager kok med på hjemmebane og udebane, og har sørget for forbedrede flyforhold. Det har de takket nej til, så nu må vi se, hvordan vi stiller stærkest mulige hold for at undgå at kampene bliver aflyst. Det vil være rigtig skadeligt for dansk fodbold.
Hvad betyder det for den måde, I vil forsøge at stille hold på?
- Vi har en dialog med superliga- og divisionsklubberne for at afklare, hvem der er til rådighed. Og så må vi se på, hvem der - i gåseøjne - har lyst til at stille op for nationen. Udfra det må vi så stille det stærkeste hold.
Hvad ser I af muligheder for at kunne stille sådan et hold?
- Vi kæmper for det, og vi håber i den grad, at der er nogen, som har lyst til at stille op for det danske fodboldlandshold.
Kan du forklare, hvad forskellen på de to aftaler, som i har tilbudt spillerne, og som spillerne har tilbudt DBU, er?
- Jeg har svært ved at forklare misforståelserne. Men spillerne tilbød at forlænge en aftale, som DBU adskillige gange i de seneste otte måneder har sagt, at den på ingen måde vil blive forlænget. Den har været kilden til de mange uroligheder, som der har været mellem herrelandsholdet, Spillerforeningen og DBU de senere år. Det er en aftale, som har ført til en voldgiftssag, som endte med at koste DBU mere end to millioner kroner, så vi kan ikke fortsætte med så dårlig en aftale - heller ikke på et midlertidigt niveau.
Er det stadig den kommercielle kløft, der er problemet?
- Det er nogle af de fortolkninger af reglerne, som har ført til mange skænderier mellem Spillerforeningen og DBU, og det er derfor vi har brug for en enkel landsholdssaftale. DBU har fuld respekt for, at når landsholdet stiller op for landsholdets sponsorere, så skal det gerne gøres med tre spillere sammen, så de ikke står som reklamesøjler for en sponsor. Omvendt må vi sige, at vi skal have en fleksibel måde at gøre det på, og det må aldrig være sådan, at en landsholdsspiller aldrig vil stille op, fordi han har en privat sponsor, som han hellere vil tage hensyn til.