DBU præsenterer OL-plan

Danmark kommer ikke til at stille med det stærkest mulige hold ved OL i Rio.

U21-landstræner Niels Frederiksen ved nu lidt mere om, hvilke spillere han kan udtage til OL. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Problematikken omkring OL-landsholdet er noget tættere på en afgørelse, end den har været før. DBU har nemlig præsenteret en OL-plan sammen med Divisionsforeningen.

Aftalen sikrer, at Superliga-klubberne skal frigive spillere, selvom den hjemlige turnering er i gang – men den betyder også, at landstræneren ikke har frit valg.

Den store udfordring er, at OL-turneringen spilles samtidig med Superligaen og kvalifikationen til både Champions- og Europa Leauge. Det er fordi, at det internationale fodboldforbund Fifa ikke har prioriteret OL-turneringen som officielle landskampdatoer. Derfor er DBU og Divisionsforeningen blevet enige om følgende regler sammen med klubberne, skriver DBU.dk:

  • Alle klubber er forpligtet til at stille 2 spillere til rådighed

  • Det omfatter ikke klubbernes førstemålmænd

  • Hver klub kan vælge én spiller, der ikke står til rådighed

  • DBU udtager ikke spillere fra de fire klubber, der spiller europæiske kampe

Klubberne forpligtiger sig altså frivilligt til at afgive to spillere, og det glæder trods alt Niels Frederiksen:

- Enhver landstræner vil helst kunne udtage frit blandt alle spillere, men jeg har fuld forståelse for klubbernes udfordringer og vigtige kampe. Nu vil jeg gå i dialog med klubberne og se om vi kan blive enige om flere spillere end dem, de er forpligtet til at stille til rådighed. Vi har først truppen på plads, når der er afklaring ” siger han til DBU’s hjemmeside.

Spillernes mand: Ked af det

Knap så begejstret er Spillerforeningens direktør, Mads Øland. Spillerforeningen varetager spillernes interesser, og Øland fastholder stadig, at alle danske Superligaspillere har ret til at få fri fra deres klubber, hvis DBU udtager dem.

- Ser ud til, at DBU ikke vil udtage de bedste. DBU nedprioriterer OL for at prioritere de europæiske drømme, skriver Mads Øland blandt andet på Twitter.

https://twitter.com/MadsOland/status/720901065311449088

Foruden Superliga-spillerne, så kan Niels Frederiksen også udtage danske spillere i udlandet. I eksmpelvis Tyskland bliver det nok noget nemmere, idet Bundesliga-starten er udskudt af hensyn til OL.

OL-truppen må maksimalt bestå af 18 spillere, der er født den 1. januar 1993 eller derefter. Dog må tre spillere gerne overskride aldersgrænsen.

DBU skal indsende en bruttotrup med 35 spillere inden den 1. juni. Den endelige trup skal være udtaget den 14. juli, og selve turneringen spilles i august.