Det blev torsdag afgjort ved lodtrækning at det danske landshold ved OL-turneringen i fodbold skal møde værtsnationen Brasilien, Sydafrika og Irak.
- Alt i alt synes jeg, at det ser godt ud, når man kigger på de sportslige perspektiver.
- Vi har en ambition om at gå videre fra det indledende gruppespil. Det bliver ikke nemt, men det kunne have set meget værre ud, siger U21- og OL-landstræner Niels Frederiksen.
Brasilianske favoritter
Hjemmeholdet vil ganske givet stille med et par store stjerner, da brasilianerne tørster efter revanche efter det ydmygende semifinalenederlag mod Tyskland ved VM i 2014.
Det forventes blandt andet, at FC Barcelona-stjernen Neymar bliver en del af brasilianernes OL-trup.
- Mit kendskab til de her nationer er ikke voldsomt stort. Det er jo nationer, som vi ikke møder så ofte.
- Brasilien kender vi. De er meget teknisk baserede spillere, der er dygtige på bolden. Som jeg ser det, er Brasilien gruppens helt store favorit. Jeg tror, at de vil forsøge at gøre en god figur på hjemmebane, fortsætter Frederiksen.
Slipper for ekstrem varme
- Sydafrika kender vi ikke så godt, men det er generelt fysisk stærke spillere. Jeg fornemmer også, at Sydafrika har bevæget sig mod en bedre struktur, men jeg har ikke set U23-holdet.
- Irak vil formentlig stå svagest i puljen, men jeg vil også pointere, at min research først går i gang nu, slutter Niels Frederiksen.
På forhånd havde landstræneren et ønske om at undgå at spille i Manaus i Amazonas på grund af de ekstreme klimaforhold.
Det ønske gik i opfyldelse, da Danmark spiller de to første kampe mod Irak og Sydafrika i hovedstaden Brasilia, mens den sidste gruppekamp mod Brasilien foregår i Salvador.
De to bedste hold i gruppen går videre til kvartfinalerne.