DBU-direktør: 'Jeg håber spillerne ender med at spille for nationen og ikke for penge'

Der er stadig ingen aftale mellem DBU og Spillerforeningen. Nu er forhandlingerne indstillet.

DBU har tilbudt spillerne at gennemføre næste uges landskampe på de eksisterende vilkår. (Foto: © Thomas Lekfeldt, Scanpix)

Næste uges fodboldlandskampe mod Slovakiet og Wales er i fare. DBU har i dag indstillet forhandlingerne om en ny vilkårsaftale med Spillerforeningen.

-Vi står relativt langt fra hinanden på en række punkter, siger DBU-direktør Claus Bretton-Meyer.

DBU’s bestyrelse har i dag været samlet. Herefter siger DBU, at forbundet har tilbudt landsholdsspillerne at gennemføre næste uges to landskampe på de hidtil gældende vilkår.

- Vi tilbyder dem mulighed for at komme på de vilkår de kender i forvejen, og vi forventer at høre tilbage fra spillerne senest søndag klokken 18, siger Claus Bretton-Meyer.

DBU skriver i en meddelelse, at de 23 spillere senest søndag klokken 18 skal bekræfte, at de møder ind i landsholdslejren på mandag. Hvis de melder afbud, vil DBU udtage andre spillere til det bedst mulige hold for at opfylde Uefas krav.

DBU-direktøren har et håb om, at spillerne vil gennemføre næste uges kampe mod Slovakiet og Wales, men vil ikke garantere det.

-Jeg håber for hele fodbold-Danmark at spillerne tænker sig grundigt om, og gennemfører de to kampe for nationen og ikke spiller for kroner og øre, siger Claus Bretton-Meyer.

-Der skal to til tango, og dansen fungerer ikke.

– Jeg vil ikke forhandle med en pistol for panden, og nu skal vi have gennemført de her to landskampe med det stærkest mulige hold, siger Bretton-Meyer.

DR Sporten jagter en kommentar fra Spillerforeningen.