De aktuelle knastfyldte forhandlinger mellem Spillerforeningen og Dansk Boldspil-Union (DBU) om en ny landsholdsaftale er ikke et enestående eksempel på vanskelige forhandlinger mellem parterne.
I 2015 og 2017 udkæmpede parterne også to slag ved forhandlingsbordet, da nye landsholdsaftaler skulle på plads.
Det skændtes de om dengang, og det skændes de om nu:
2015, herrelandsholdet, kvindelandsholdet og herrernes u21-landshold:
Udadtil handlede tvisten primært om økonomien vedrørende herrelandsholdet.
Efter herrelandsholdets vigende resultater på banen og DBU's røde tal i regnskaberne ønskede DBU at reducere spillernes honorarer og bonusser for at spille på landsholdet med 17 procent. Samtidig ønskede DBU at indgå individuelle landsholdsaftaler med spillerne frem for en kollektiv aftale.
Spillerne endte med at få en kollektiv aftale, og DBU fik spillerne til at gå ned i grundløn på landsholdet mod at love større slutrundebonusser.
Selv om parterne virkede enige og glade, da de indgik en ny landsholdsaftale, røg de alligevel i totterne på hinanden, da de senere ikke var enige om den nye aftales vilkår, hvad angår kommercielle rettigheder.
Idrættens Højeste Appelinstans under Danmarks Idrætsforbund (DIF) måtte træde til for at få tvisten afgjort. Spillerforeningen vandt sagen og kunne indkræve et beløb på cirka tre millioner kroner fra DBU.
2017, kvindelandsholdet og herrernes U21-landshold:
Efter et års forhandling om en ny landsholdsaftale brød forhandlingerne sammen ad flere omgange.
En stor knast var, hvorvidt DBU skulle være arbejdsgiver for spillerne eller ej - det ville i givet fald sikre landsholdsspillerne lønmodtagerrettigheder. Da parterne nåede frem til en ny fireårig landsholdsaftale, var man enige om fortsat at være uenige, og der blev ikke taget stilling til spørgsmålet.
Der blev også forhandlet om økonomi og arbejdsforhold. Den nye aftale sikrede spillerne bedre forhold, da DBU indvilgede i at investere to millioner kroner mere i kvindelandsholdet årligt. Stipendier for at deltage i landsholdssamlinger steg med 180 procent.
Inden den nye aftale kom på plads, nåede fodboldkvindernes testkamp mod Holland at blive aflyst, og Danmark udeblev fra en VM-kvalifikationskamp i Sverige. Det kostede en bøde, og Danmark blev taberdømt 0-3. Herrernes U21-landshold afviklede alle kampe i den konfliktfyldte periode, som to gange måtte reddes af midlertidige delaftaler.
2018, herrelandsholdet:
Landsholdsaftalen fra 2015 udløb efter VM i Rusland. En ny aftale skal på plads inden 1. september, hvis ikke landskampene mod Slovakiet og Wales 5. og 9. september skal komme i alvorlig fare.
Den største knast omhandler de kommercielle rettigheder. En upræcis aftale fra 2015 endte med en voldgiftssag og en regning på tre millioner kroner til DBU. Derfor ønsker både DBU og spillerne helt klare linjer for, hvilke rettigheder parterne hver især har i forhold til reklamefremstød vedrørende herrelandsholdet.
DBU ønsker at benytte spillerne mere i reklamesammenhæng for at øge indtjeningen. Spillerne ønsker ikke, at reklamefremstød i landsholdssammenhæng konflikter med deres individuelle sponsorater med konkurrerende virksomheder til landsholdets sponsorerer.
Siden indgåelsen af den seneste landsholdsaftale i 2015 har spillerne brokket sig over forholdene omkring landsholdssamlinger. Spillerne har været utilfredse med forplejningen, behandlingsmulighederne og rejsetiderne. Spørgsmålet synes dog at blive negligeret under de nuværende forhandlinger, da DBU har imødekommet flere af spillernes krav under de seneste landsholdssamlinger og blandt andet hyret en fast kok.
Som i alle landsholdsaftaler forhandles der også om økonomien. Det synes dog at være det mindste problem.
Kilder: Ritzau og Ekstra Bladet.
/ritzau/