Dansk Boldspil-Union og Spillerforeningen har lørdag indstillet forhandlingerne om en ny landsholdsaftale. Dermed kan den kommende uges venskabskamp i Slovakiet og Nations League-kampen mod Wales spilles, oplyser DBU.
Forbundet har tilbudt spillerne de samme vilkår for de næste to kampe for at undgå bøder og udelukkelse. Spillerne har fået indtil søndag aften til at acceptere.
- DBU's bestyrelse har enstemmigt bedt DBU's ledelse om at sikre afviklingen kampene, hedder det i meddelelsen.
Herrelandsholdets aftale udløb 1. august. Det har hele tiden stået klart, at det ville blive svære forhandlinger, fordi parterne er uenige på centrale områder. Den seneste aftale fra 2015 endte i voldgiftsretten, hvor DBU tabte sagen og måtte give flere penge til spillerne.
- Det er beklageligt og alvorligt, at der ikke er en ny landsholdsaftale. Vi må konstatere, at parterne står langt fra hinanden og at hele den danske model, hvor penge fra elite og landshold er med til at udvikle bredden, er truet, siger formand Jesper Møller.
De 23 spillere skal inden søndag klokken 18 bekræfte, at de møder ind i landsholdslejren på mandag. Hvis de melder afbud, vil DBU udtage andre spillere til det bedst mulige hold.
Sidste efterår førte en konflikt mellem spillerne og DBU til, at kvindelandsholdet blev væk fra en VM-kvalifikationskamp mod Sverige.