Dansk futsalmålmand trækker globale overskrifter

Christoffer Haagh leverede flere store redninger i onsdagens landsholdskamp. Det vækker opsigt i udlandet.

Udlandet har fået øjnene op for Christoffer Haagh efter kampen mod Slovakiet. (Foto: © RADOVAN STOKLASA, Scanpix)

Det danske nødlandshold led onsdag aften et 0-3-nederlag til Slovakiet.

Alligevel er det den 31-årige futsalmålmand Christoffer Haagh, der løber med en del af de internationale overskrifter efter en stor kamp i målet.

- Futsalmålmanden Haagh redder Danmark fra ydmygelse i Slovakiet, lyder overskriften i kampanalysen fra nyhedsbureauet Reuters.

Christoffer Haagh vikarierede i det danske mål for Kasper Schmeichel, der ligesom de øvrige danske landsholdsstjerner ikke var en del af truppen som følge af konflikten mellem Dansk Boldspil-Union (DBU) og Spillerforeningen.

Og selv i Argentina vækker Haaghs landsholdsdebut opsigt.

- Futsalmålmanden, der afværgede et målshow, hedder overskriften i en artikel fra det argentinske sportsmedie Olé.

- Christoffer Haagh reddede Danmarks amatører, der gjorde, hvad de kunne imod Slovakiet. Han overtog Schmeichels plads i målet, og han gjorde det rigtig godt, lyder det videre.

Svensk ros til Haagh

Efter cirka en times spil havde Haagh en fin redning i en en-mod-en-situation. Og få minutter senere var han igen på plads.

- Den danske målmand viste sig igen godt frem, da han i to omgange vandt en duel med Michal Duris efter 64 minutter, skriver den franske sportsavis L'Equipe under titlen "Haagh gjorde, hvad han kunne".

Også svenske Aftonbladet nævner Haaghs præstation.

- Slovakiet vandt "blot" med 3-0. Man havde godt nok 72 procents boldbesiddelse og ti skud på mål, men den danske målmand Christoffer Haagh - til hverdag målmand på futsallandsholdet - var på plads og reddede det meste, lyder det i Aftonbladet.

Flere andre internationale medier skriver også om den bizarre kamp.

Blandt andet den anerkendte italienske sportsavis La Gazzetta dello Sport, der skriver, at et "Danmark i kaos" fik et "knockout i Slovakiet".

Næste opgave for det danske landshold er i Aarhus imod Wales den 9. september i den første kamp i Nations League.

De sædvanlige landsholdsstjerner er stadig i spil til den kamp, såfremt der bliver indgået en aftale mellem DBU og Spillerforeningen.

/ritzau/