Der har været utrolig mange smil i landsholdslejren i ugen op til VM-kvalifikationskampen mod Polen lørdag aften i Warszawa.
For os, der bevæger os regelmæssigt omkring spillerhotellet og træningsbanen i Helsingør, er forandringen tydelig. Stemningen er anderledes. Den er mere let og løssluppen, og det virker næsten som om, noget er sat fri.
Det er let at pege på trænerskiftet fra ’skoleinspektøren’ Morten Olsen til ’den rare morfar’ Åge Hareide som årsag, men en markant forandring i spillerne øverst i hierarkiet betyder mindst lige så meget.
Væk er Daniel Agger og Nicklas Bendtners engelsk-inspirerede stil som landsholdets ledere, og i stedet er det typer som William Kvist, Simon Kjær, Christian Eriksen, Nicolai Jørgensen og Viktor Fischer, som tegner holdet både indadtil og udadtil.
Strækøvelser og opvarmning
Samtidig har Hareide lagt stor vægt på tryghed og tillid. Startopstillingen mod Polen bliver med stor sandsynlighed med de samme 10 markspillere for tredje kamp i træk, hvilket også er i skærende kontrast til den sidste tid under Morten Olsen, hvor der blev skiftet ofte og hurtigt. Flere gange i pausen.
Indtil videre giver det et mere rundt og altså smilende udtryk, hvilket naturligvis – som altid i fodbold – kun kan lade sig gøre, fordi resultaterne indtil videre har været positive. Seks kampe har Danmark spillet, siden Åge Hareide tog over. Fire er vundet, kun en er tabt, og målscoren er så fin som 14-4.
Dykker man ned i kampene, er det imidlertid også tydeligt, at det først er nu, holdet for alvor bliver testet. Alt indtil nu har reelt været strækøvelser og opvarmning til den første reelle test.
Ja, Danmark har slået EM-sensationen fra Island, men det var i en testkamp i Herning i marts, og ellers er modstandere som Skotland, Bosnien, Bulgarien og Liechtenstein meget langt fra polakkerne, der rangerer som nummer 17 på FIFA’s verdensrangliste - og for lidt over tre måneder siden kun var en afgørelse på straffesparkskonkurrence fra at stå i EM-semifinalen i Frankrig.
Polske stjerner
Træner Adam Nawalkas hold med store stjerner som Lewandowski, Milik og Krychowiak kom godt nok lidt skidt fra start i VM-kvalifikationspuljen, da de i Kasakhstan satte en føring på 2-0 over styr og kun fik uafgjort 2-2, mens Danmark vandt 1-0 hjemme over Armenien.
Nu bliver kampen imidlertid spillet på nationalstadion i Warszawa, hvor den danske 3-5-2 opstilling vil blive sat under et helt andet kvalitetstryk end tidligere.
Robert Lewandowski har scoret i seks kvalifikationskampe for Polen på stribe, mens angrebsmakkeren Arkadiusz Milik er kommet forrygende fra start i italienske Napoli efter skiftet fra Ajax Amsterdam.
Overalt på banen har Polen imidlertid spillere med erfaring fra og fast spilletid i europæiske topklubber, og især på kanterne er det spændende at se, hvordan Danmark står imod det tryk, der vil komme undervejs fra for eksempel Jakub ’Kuba’ Blaszczykowski, som lige nu optræder for tyske Wolfsburg.
Han er ofte afgørende enten med mål eller assist fra højre side, mens polakkerne i den modsatte side råder over Leicesters meget spændende 19-årige Bartosz Kapustka, som blandt andet scorede mod Kasakhstan for en måned siden.
Ingen tvivl om dansk startopstilling
Indtil videre har de danske wingbacker Peter Ankersen og Riza Durmisi kunnet kompensere for nogle defensive placeringsproblemer og fejl ved deres hurtighed mod markant svagere modstandere, men den slags vil blive straffet i Polen lørdag aften.
Samtidig vil Nicolai Jørgensen, Christian Eriksen og Viktor Fischer ikke blive tilladt ret mange chancer, så der skal være en udpræget skarphed også oppe foran, hvis det skal blive til point.
Som nævnt er der reelt ingen tvivl om den danske startopstilling på det store Narodowy Stadion. Åge Hareide har valgt sin stamme, og kun på målmandsposten bliver der skiftet, fordi førstekeeper Kasper Schmeichel er tilbage efter sin operation og derfor naturligt afløser Frederik Rønnow.
Det kunne være fristende at bruge den ekstremt formstærke FCK-kaptajn Thomas Delaney fra start på midtbanen i stedet for Pierre-Emile Højbjerg, som ikke har toppræsteret i de seneste landskampe, men netop tilliden til spillerne er noget af det, Hareide praktiserer – og i øjeblikket bliver rost for.
Indtil videre har nordmandens stil kastet mange smil af sig i landsholdslejren. Lad os håbe, at de stadig er til stede sent lørdag aften.
Det er først nu, Hareides hold for alvor bliver udfordret.
Forventet startopstilling (3-5-2): Kasper Schmeichel – Simon Kjær, Andreas Christensen, Jannik Vestergaard – Peter Ankersen, William Kvist, Christian Eriksen, Pierre Emile Højbjerg, Riza Durmisi – Viktor Fischer, Nicolai Jørgensen.
Kampen kan høres i fuld længde uden musik i LIGA på P3, mens den på tv bliver vist på Kanal 5.