Nicolaj Thomsens problemer med et overbelastet knæ blev onsdag testet i den danske landsholdslejr, og det faldt uheldigt ud.
Nantes-spilleren har stadig så ondt, at han ikke kan være en del af den danske landsholdstrup frem mod VM-kvalifikationskampene mod Polen og Montenegro.
Det meddeler Dansk Boldspil-Union (DBU) på sin hjemmeside.
Knæproblemerne sender dermed Nicolaj Thomsen hjem til hvile i Frankrig, og i stedet har landstræner Åge Hareide udtaget Erik Sviatchenko til truppen.
Celtic-spilleren er noteret for fem A-landskampe for Danmark, og han blev senest skiftet ind i anden halvleg i testkampen mod Skotland i marts.
Erik Sviatchenko ankommer til landsholdets lejr sent onsdag aften, meddeler DBU.
/ritzau/