Afviste albanske fodboldfans får storskærmsarrangement i Fælledparken

Op mod 4.000 albanske fodboldfans risikerer at blive afvist til fredagens højrisikokamp i Parken. Nu vil DBU kompensere med en storskærm.

DBU forsøger nu at komme albanske fodboldfans med billet til hjemmeholdets afsnit i møde med et storskærmsarrangement i Fælledparken.

DBU rækker nu hånden ud til de tusindvis af albanske fodboldfans, der fredag risikerer at blive afvist i forbindelse med den vigtige EM-kvalifikationskamp mellem det danske og albanske landshold.

Fodboldunionen har nemlig sørget for at afviste tilhængere af Albanien har mulighed for at se kampen på en storskærm i Fælledparken. Dermed bliver der ikke langt fra skuffelse til stemning, når op mod 4.000 fans får besked om, de ikke kan overvære kampen på lægterne.

Op mod 6.000 albanske fodboldtilhængere mødes fredag klokken 15 på den Røde Plads ved Nørrebrohallen i København for at feste og varme op, inden der er fælles fanmarch mod et udsolgt Parken på Østerbro.

Fans skal være adskilte

Men for omkring 4.000 albanske fans stopper festen ved indgangen til stadion. De har købt billet til hjemmebanetribunerne, og med henvisning til Uefas regelsæt om at adskille fanfarverne har DBU meldt ud, at de vil afvise alle, der sympatiserer med Albanien, som har billetter til hjemmebaneafsnittene.

Situationen rundt om kampen er heller ikke gået forbi politinæserne i København, hvor politikommisær Peter Dahl sidder med ansvaret for at afvikle kampen i god ro og orden fra myndighedernes side af.

Håndteres som Brøndby - FCK

Billetsituationen har gjort, at kampen bliver klassificeret som en såkaldt højrisikokamp. Det betyder, at Københavns Politi vil håndtere kampen efter samme opskrift som den, der bruges, når FC København møder Brøndby.

- Det er en ny situation, som vi er nødt til at forberede os på. Men det er DBU’s fest, og derfor er det DBU’s ansvar at sikre, hvem der kommer ind til festen, siger Peter Dahl.

Den sikkerhedsmæssige klassificering af kampen gør, at politiet op til, under og efter kampen vil være massivt tilstede i og omkring Parken på Østerbro.

- Vi vil selvfølgelig være massivt tilstede derude. Jeg vil gerne slå fast, at når vi behandler den som en kamp mellem Brøndby og FCK, så har vi vores dialogpoliti i centrum. Forhåbentlig får vi kun dem at se, siger Peter Dahl.

Samtidig understreger Peter Dahl, at Albanien ikke er kendt for at have hooligans. Tidligere møder mellem de to landshold er da også foreløbigt ”stille og roligt” med politikommissærens ord.