Albansk fanformand om afvisning til landskamp: Der vil blive bitterhed

Op mod 4.000 albanske fodboldtilhængere afvises i døren til kvalifikationskamp i Parken fredag. Det vil skabe bitterhed hos tilrejsende fans, siger repræsentant.

En albansk fodboldfan under en venskabskamp mod Italien i november sidste år. Albanske fodboldtilhængere er ikke kendt som hooligans, men en episode med en drone i en kvalifikationskamp mod Serbien har skærpet fodboldforbundenes opmærksomhed omkring landsholdets tilhængere. (Foto: © Claudio Villa, 2014 Getty Images)

Op mod 6.000 albanske fodboldtilhængere mødes fredag klokken 15 på den Røde Plads ved Nørrebrohallen i København for at feste og varme op, inden der er fælles fanmarch mod et udsolgt Parken på Østerbro. Her tager det danske landshold i mod Albanien til en vigtig kvalifikationskamp til europamesterskaberne i fodbold.

Men for omkring 4.000 albanske fans stopper festen ved indgangen til stadion. De har købt billet til hjemmebanetribunerne, og med henvisning til Uefas regelsæt om at adskille fanfarverne har DBU meldt ud, at det vil afvise alle, der sympatiserer med Albanien, som har billetter til hjemmebaneafsnittene.

- For mig er det store problem, at danske statsborgere, som har boet i Danmark i årtier og købt billet til kampen, forskelsbehandles på baggrund af deres navn. De er måske dansk gift, og så kan de ikke komme ind, mens konen for eksempel godt kan, siger Driton Bytyqi, der repræsenterer albanske fodboldtilhængere i Danmark.

Vil ikke puste til ilden

For Driton Bytyqi er fredagens opgør lidt af en test. Han står i spidsen for en dansk fraktion af en stor, europæisk forening, der tæller omkring 10.000 albanske foldboldfans, som følger Albanien "i tykt og tyndt". Selv om kvalifikationskampen på fredag har stor betydning for Albaniens chancer for at kvalificere sig til EM, er det ikke usædvanligt med stort fremmøde til Albaniens udebanekampe.

- I den sidste kvalifikationsrunde var vi i pulje med Schweiz, hvor der var 8.000-9.000 på stadion - uden problemer, siger Driton Bytyqi.

Denne gang foregår kampen i Danmark, og dermed er det Driton Bytyqis ansvar at gyde olie på vandene og forsøge at få det hele til at forløbe gnidningsfrit. Han er næsten i daglig kontakt med politiet og har holdt møder med både politi og DBU.

- Jeg har fuld forståelse for DBU's beslutning og gør alt, hvad jeg kan, for ikke at puste til ilden, det hele er oppe at køre lige nu, siger han.

Forsøger at komme ind alligevel

Han slår fast, at de albanske fodboldfans ikke er kendt som hooligans. Men det er klart, at nogle vil blive skuffede, hvis de er fløjet til Danmark for at følge deres landshold, men afvises i porten ind til stadion.

- Man kan forestille sig, at folk reagerer, hvis de er fløjet til Danmark og har brugt 4-5.000 kroner. Der kan jeg ikke afvise, at der bliver noget bitterhed, siger han.

Men trods DBU's og hans egen udmelding, er det ikke hans fornemmelse, at albanske foldboldfans bliver hjemme.

- Vi har som fangruppe meldt ud, at man har mulighed for at aflevere og refundere sine billetter. Der er blandede kommentarer til det nogle med flere følelser end andre. Jeg tror, de fleste vil give det et forsøg ved at være neutralt klædt, og hvis de ikke kommer ind, vil de finde et alternativ.