Går du som klub og drømmer om Superliga, så kan du godt se at komme i gang med at få startet et kvindehold i klubben, som kan være med på det øverste niveau. Det mener DBU’s kvindekommission i den rapport, som de i dag offentliggør.
DR Sporten har ringet rundt til flere af Superliga-klubberne for at høre deres holdning til det, og selvom der er glæde over støtten til kvindefodbold, så vil en tvang ikke føre noget godt med sig.
- Som udgangspunkt er min holdning, at man sjældent skal tvinge folk til noget. Det er meget sjældent det, som bliver den største succes. Når vi skal udvikle vores fodboldspillere, er det også med gulerodsmetoden. Det er ikke med piskmetoden, forklarer Claus Steinlein, der er direktør hos FC Midtjylland.
- Så jeg synes mere, at vi skal have en dialog om, hvordan vi kan udvikle kvindefodbold og gøre det med gulerodsmetoden, forklarer han.
Lige for tiden er det kun Brøndby, Sønderjyske og AaB, som har et kvindehold, der ligger i en af de to bedste rækker, mens både FC Nordsjælland og FC Helsingør taler om også at starte et kvindeprojekt.
OB har også tidligere haft et kvindehold, men tilbage i 2016 gik de to parter fra hinanden, og i stedet blev Odense Q det nye hold i den bedste række.
- Der vil helt sikkert være en risiko for, at kvinderne ikke får den prioritering, som de bør have hos Superliga-klubberne. Det vil være noget, man skal arbejde rigtig meget med, hvis man skal undgå, at det kommer i skyggen, siger kommunikationschef hos OB Morten Warmsler.
- Du skal eksempelvis ikke holde kvindelandsholdet op mod herrelandsholdet. Du skal se det som to forskellige landshold, og det tror jeg også, at man skal på klubplan, forklarer han.
Vil have unge piger til at spille
Gennem de seneste mange år har Brøndby IF og Fortuna Hjørring været Danmarks to bedste kvindelige klubber i Danmark. Hos Hobro er man åbne for at få flere kvinder i klubben, men man mener ikke, at et elitehold nødvendigvis er løsningen.
- Jeg tror nærmere, det skal komme nedefra, hvor man skal have unge piger til at spille fodbold fra en ung alder og fastholde interessen op igennem rækkerne, forklarer Lars Kühnel, der er formand hos Hobro.
I stedet for at lægge et pres på Superliga-klubberne kunne muligheden i stedet være at støtte de klubber, som allerede satser på kvindefodbold, da der er mange fodboldklubber, som længe har lagt mange kræfter i kvindefodbold.
- Man skal huske på de klubber, som har brugt rigtig meget tid på at udvikle kvindefodbold, og der synes jeg, hvis man skal se det fra deres synspunkt, så er det lidt mærkeligt, hvis der skal sættes krav op om, at alle Superliga-klubber har et kvindehold, lyder det fra OB’s Morten Warmsler.
- Jeg synes måske, at man mangler lidt at anerkende det arbejde, der er blevet gjort i nogle klubber. Måske er der en god idé i at understøtte de klubber, som i forvejen er rigtig gode til at arbejde med kvindefodbold i stedet for at sige, at alle Superliga-klubber skal have et kvindehold, forklarer han.
I FC Midtjylland har det ikke været på tale endnu at starte et kvindehold, men Claus Steinlein afviser ikke, at det kan ske ude i fremtiden.
- Det kan godt komme til at ske på et tidspunkt. Lige nu har vi nok at lave med at få vores egen fodboldbusiness op at køre som ung fodboldklub, men på et tidspunkt er jeg sikker på, at FC Midtjylland nok skal kigge på kvindefodbold, forklarer han.
Kvindekommissionen har, udover forslaget om at Superliga-klubber skal have kvindehold, også skrevet et ønske om, at det danske landshold skal vinde EM, VM eller OL inden for de næste 10 år.