Det hele pumper, og i kampens hede er følelserne ved at blive for meget for Sanne Troelsgaard.
- Jeg kan ikke styre mig selv. Lige om lidt er jeg så aggressiv, at jeg kan finde på at save en modstander ned. Jeg er helt følelseskold, jeg er ligeglad.
Landsholdspilleren, der til dagligt spiller fodbold hos svenske FC Rosengård, har gennem hele sin karriere kæmpet med at kontrollere sig selv.
- Jeg har så voldsomt et temperament, at jeg førhen har været bange for mig selv. Selvom jeg har succes, og jeg har scoret mål, så har jeg mange indre kampe, siger hun.
Skifter karakter på banen
Væremåden på fodboldbanen ligger ellers langt fra den Sanne Troelsgaard, som hendes venner og bekendte kender uden for banen.
Førstehåndsindtrykket af hende går ofte på, at hun er en rolig og omsorgsfuld person, der tager hensyn til andre.
Men når bolden ruller, skifter hun karakter.
- Jeg kunne gøre skade på mig selv, og jeg kunne bestemt også gøre skade på mine modspillere, men også mine medspillere.
Det gør ondt på mennesket
Det er gået ud over folk både fysisk og verbalt.
- Jeg har nogle veninder, som jeg heldigvis er gode venner med nu, der siger, at jeg ødelagde dem på min verbale måde.
Det er noget, der gør ondt på mennesket Sanne Troelsgaard.
- Jeg er mere sårbar, end folk tror, og hvad jeg selv har vidst.
- Jeg vil ikke være den fodboldspiller, der ødelægger folk, siger hun.
Børn skal ikke frygte Sanne Troelsgaard
Sanne Troelsgaard er nu startet på et forløb hos en mentalcoach. Det skal lære hende at blive opmærksom på, hvad der sker, når temperamentet koger, og på den måde hvordan hun skal vende det til noget positivt.
- Jeg er kommet dertil, hvor jeg tror, at jeg kan blive en meget bedre fodboldspiller og person på banen, siger hun.
Målet er at blive en bedre version af sig selv, så hun kan blive en endnu bedre fodboldspiller.
- Jeg vil gerne være et forbillede, som unge piger og drenge ikke bliver bange for, når de er ude og se mig spille fodbold, men tværtimod synes, at det er sejt, at jeg har lidt temperament, siger hun.