Turbulente år fik landsholdsspiller til at tvivle på karrieren: 'Er det overhovedet det værd?'

Landsholdspilleren Mille Gejl har været igennem tre klubber på to år og mødt modgang undervejs.

Det har været en omskiftelig tilværelse, der har præget fodboldspilleren Mille Gejls liv de seneste år.

Denne sommer skiftede hun til engelske Crystal Palace, som netop er rykket op i den bedste engelske fodboldrække. Her har den 25-årige angriber genfundet fodboldglæden, som har været tæt på at forsvinde.

For efter nogle gode år i først Brøndby og derefter svenske BK Häcken var tiden i 2023 inde til at drage på det helt store udenlandseventyr.

Første stop var USA, men opholdet i North Carolina Courage blev dog uden den store succes. Derefter rejste hun tilbage over Atlanten til franske Montpellier. Men heller ikke her blev det til hverken meget spilletid eller mange opture for danskeren.

En turbulent periode, som Mille Gejl selv betegner det, og det har kunnet mærkes.

- For mig er det vigtigt, at alt omkring fodbold også fungerer, for at jeg kan vise mine kvaliteter på banen. Det har jeg ikke kunnet i de klubber, jeg har været i, fortæller Mille Gejl til DR Sporten.

- Jeg har ikke kunnet slappe af og nyde fodbolden, fordi jeg ikke har følt mig tilpas.

Mille Gejl kan ikke sætte fingeren præcis på ét sted, som har ført til utilpasheden, men de kulturelle og sprogmæssige forskelle i først USA og senest Frankrig har været blandt de toneangivende.

- Nogle gange har jeg følt, at jeg har givet meget af mit liv og ikke fået det samme igen. Så begynder man at sætte spørgsmål ved, om det overhovedet er det værd.

- Jeg har måske heller ikke været blandt trænernes foretrukne, og når jeg endelig fik chancen, greb jeg den ikke, siger Mille Gejl.

Efter et par turbulente sæsoner er har Mille Gejl (striber) fundet sig til rette i Crystal Palace i den bedste engelske fodboldrække.

Fundet trygheden, glæden og smilet i England

De seneste sæsoner har det da også været op og ned med spilletid. Sådan er fodboldverdenen, erkender Mille Gejl, som påpeger, at hun måske heller ikke altid har været lige god til at navigere i rollen som marginalspiller.

- Måske skulle jeg bare finde en klub, hvor jeg føler mig godt tilpas og føler, der er tillid fra træneren. Det er der, jeg fungerer bedst, siger Mille Gejl.

Og det har hun så gjort nu. Denne sommer rykkede hun fra Frankrig til England og oprykkeren i den bedste engelske række, Crystal Palace.

Her har hun fundet det, som har manglet i de seneste klubber. Blandt andet den danske landsholdsspiller Katrine Veje, som også er ny i klubben.

- Det har virkelig givet mig noget tryghed, at der er andre danskere i klubben, siger Mille Gejl.

Generelt er Crystal Palace-truppe præget af mange nye ansigter, som er kommet til klubben op til denne sæson.

Og netop det, at være én blandt mange nye, har også været med til at gøre livet lettere for Mille Gejl.

Følelsen af at være ny, har nemlig ikke været helt så kraftig i Crystal Palace, som i hendes tidligere klubber.

- Bare det der med at kunne grine i omklædningsrummet. Det er sgu længe siden, jeg har prøvet det.

- Det var virkelig rart at opleve igen, og det mærkede jeg bare fra start af, så jeg følte mig virkelig velkommen fra begyndelsen, siger Mille Gejl.

Danmark møder tirsdag Holland i en testkamp på Esbjerg Stadion. Kampen kan ses på DR2 med optakt fra klokken 17.45.