Danske profiler jubler efter målfest: 'Helt vildt positivt'

Fodboldkvinderne vandt med hele 5-0 over Sydafrika i fredagens testkamp.

Der manglede noget rytme, nogle procenter, men så tog det fart.

For efter en sløj første halvleg af fredagens testkamp mod Sydafrika, bragede de danske fodboldkvinder hele fem mål ind i 5-0-sejren.

Signe Bruun, der scorede to gange, var selvsagt ganske tilfreds.

- I pausen snakkede vi om, at vi skulle op i niveau, siger hun til DR Sporten.

- Vi fik justeret på vores spil, hvilket bar frugt, så det er dejligt.

Du kan se højdepunkterne fra kampen herunder:

'Masser at bygge videre på'

Ganske kort tid efter sine to mål blev Real Madrid-angriberen Signe Bruun skiftet ud til fordel for Amalie Vangsgaard, som også kom på tavlen. Den slags er altid godt at se i forberedelserne til EM-slutrunden næste år, forklarer Signe Bruun.

- Vi bygger allerede op mod EM. I dag er der mange forskellige målscorere, hvilket er helt vildt positivt, siger hun.

- Vi ser gode momenter i offensiven og defensiven, så der er masser at bygge videre på, og det er rart at gå fra banen med en god følelse.

Du kan se og høre Isabella Obaze sætte ord på sit første landsholdsmål herunder:

Dagens første scoring var samtidig den første scoring i danske trøje for Isabella Obaze. Forsvarspilleren havde flere gange markeret sig på værternes hjørnespark, og kort inde i anden halvleg lykkedes det endelig.

- Det var sindssygt fedt og noget, jeg har drømt om længe. Nu har jeg været med oppe på hjørnespark mange gange, så det var på tide, at jeg fik mit mål, så det er kun superfedt, siger hun.

Glæden var heller ikke til at tage fejl af hos Kathrine Kühl, som blev skiftet ind i anden halvleg. Hun sidder mest på bænken i Arsenal, så hun var glad for at komme på tavlen i testkampen mod Sydafrika.

- Det var en dejlig følelse og forløsning efter nogle hårde perioder i klubben og knap så meget spilletid på landsholdet, siger hun.

Kathrine Kühl og Signe Bruun kom begge på tavlen. (Foto: © Bo Amstrup, Ritzau Scanpix)

Den 21-årige midtbanespiller roser sine holdkammerater for at bevare troen på sejren trods den tamme første halvleg. For chancerne var der, men de blev bare ikke scoret på.

- Vi har nogle knivskarpe spillere oppe foran, som sætter bolden ind, og det er stærkt, siger Kathrine Kühl.

Derfor er selvtilliden i top inden den næste testkamp mod Holland, som venter på tirsdag.

- Fodbold handler om at score mål, og vi fik fem af dem i dag, og det er kun positivt, lyder analysen.

Danmark møder Holland på tirsdag klokken 18, og du kan følge opgøret på DR2, DRTV, i radioen i LIGA på P4 eller her på dr.dk