Cornelia Kramer har i den grad krammet på sin fodboldkarriere i disse uger.
Den danske fodboldspiller er kommet flyvende fra start i tyske Bayer Leverkusen, som hun skiftede til fra HB Køge i sommer.
21-årige Kramer er startet inde og har spillet næsten fuld tid i samtlige af klubbens syv kampe i Bundesligaen i denne sæson indtil nu. I alt er det blevet til to mål i syv kampe for angriberen, der så sent som søndag aften bragte sit hold foran 1-0 mod mægtige FC Bayern München.
Og selvom det i sidste ende blev til et 2-3-nederlag mod Pernille Harder og Bayern München, så var det umuligt at fjerne smilet fra læberne på Cornelia Kramer, da hun mødte op til landsholdssamling i Aalborg mandag formiddag forud for Danmarks kommende testkampe mod Sydafrika og Holland.
- Det var selvfølgelig dejligt at få scoret et mål - og så endda mod Bayern. Det giver lige lidt selvtillid at møde ind med, siger Cornelia Kramer til DR Sporten.
I videoen herunder kan du høre Cornelia Kramer sætte ord på sit vellykkede skifte til tyske Bayer Leverkusen:
Og grunden til, at hun overhovedet er der, skyldes nok især sommerens skifte fra dansk til tysk fodbold. For det er, ifølge Kramer selv, gået over al forventning.
- Det har været hårdt, men sindssygt fedt. Det har nærmest været en drømmestart for mig, for jeg har spillet fuld tid næsten hver gang. Det var ikke noget, jeg overhovedet havde turdet håbe på, da jeg flyttede til Tyskland, siger Cornelia Kramer, der har skullet vænne sig til en helt ny tilværelse:
- Stort set alt er anderledes, vil jeg sige. Faciliteter, træningsmængde, træningsintensitet, kampintensitet. Ja, alt. Men jeg nyder det.
Debut i sigte?
Det er blot anden gang, Cornelia Kramer er udtaget til Danmarks A-landshold, men hun har fortsat sin debut til gode.
Den debut ser dog ud til at være kommet meget, meget nærmere efter den kramerske 'drømmestart' i Leverkusen.
- At træneren i klubben ser mine kvaliteter, gør jo også, at det bærer frugt her (med landsholdet, red.). Jeg er bare glad for og beæret over at være med, lyder det ydmygt fra Cornelia Kramer.
Men altså, når nu fredagens testkamp mod Sydafrika ovenikøbet skal spilles på Aalborg Stadion, så gibber det da lidt ekstra i de aalborgensiske fodboldben, der er formet i AaB.
- Jeg prøver ikke at tænke for meget over det. Men at det er i Aalborg på min gamle hjemmebane, er jo sindssygt fedt. Jeg glæder mig bare til kampen. Om jeg så kommer til at sidde på bænken og støtte holdet derfra, eller om jeg får lov at komme ind, det må vi se, siger Kramer.
Manden, der er herre over himmelstormerens landsholdsskæbne, hedder Andrée Jeglertz.
Og Danmarks landstræner tøver end ikke et splitsekund, når han bliver bedt om at beskrive Cornelia Kramers kvaliteter.
- Cornelia har vi fulgt gennem længere tid, også da hun spillede i HB Køge. Der var hun også en god spiller, men siden hun er kommet til Bayer Leverkusen, har hun udviklet sig meget, synes jeg, siger svenske Jeglertz på klingende skånsk og uddyber:
- Frem for alt spiller hun regelmæssigt i en af de bedste ligaer i Europa og gør det godt. Hun har en fysisk pakke, som er lidt unik med sin fart og sin evne til at komme til farlige målchancer. Så jeg synes, hun er meget interessant og spiller med stor selvtillid. Det kan komme landsholdet til gavn.
Kramer, Jeglertz og resten af det danske landshold møder på fredag Sydafrika i Aalborg, og tirsdag venter så Holland i Esbjerg. Begge kampe er testkampe og første led i forberedelserne frem mod EM-slutrunden i 2025.
Du kan se begge testkampe på DRTV og DR2 med kampstart kl. 18.00.