Liniger om mulig katastrofe: Det er en hån mod danske fans

DR Sportens fodboldkommentator Henrik Liniger mener, at det er en hån mod danske fans, at konflikten ikke er blevet løst.

Der er stadig et kæmpe spørgsmålstegn ud for VM-kvalifikationskampen mod Ungarn i morgen. Bliver den spillet? Eller kan Danmark slet ikke stille hold? Alt afhænger af, om man kan finde en løsning på konflikten, men som deadlinen kommer nærmere, ligner det mere og mere en umulig opgave.

Og med den mulige katastrofe foran er DR Sportens fodboldkommentator Henrik Liniger ikke bleg for at sætte ord på krisens omfang.

- Jeg synes roligt, at man kan kalde det en af de største skandaler i dansk fodbold. Det er historien om to parter med Spillerforeningen på den ene side og DBU på den anden, som ikke stoler på hinanden over en dørtærskel. Det er et forhold, der er blevet gradvist værre henover de senere år, siger Henrik Liniger.

- Det betyder, at alt skal skrives ned til mindste detalje, så der ikke kan fortolkes noget fra den anden part, og når man skal så langt ned i detaljerne, så er risikoen for, at det går i hårdknude overhængende, forklarer han.

Udelukkes fra slutrunder

Hvis der ikke bliver nået til enighed, og Danmark ikke kan stille op med et landshold i morgen mod Ungarn, så kan det få kæmpe konsekvenser for landsholdet på sigt.

Jim Stjerne Hansen, der er tidligere generalsekretær for DBU erindrer nemlig en lignende sag, hvor et walisisk landshold nægtede at rejse til et land i Østeuropa, og straffen var, at man blev udelukket fra den igangværende turnering og den næste også.

- Hvis kvindelandsholdet bliver udelukket fra slutrunder, så bliver dansk kvindefodbold bombet fuldstændig tilbage til stenalderen. Det momentum, som man fik i sommer, den glæde der var over EM-sølvet, og det folkelige gennembrud, som landsholdet havde hungret efter i mange år, ville være smidt på gulvet, forklarer Henrik Liniger.

- Rent sportsligt vil det også være en total katastrofe, hvis man ikke kommer til slutrunder i de her år. Man har en super generation af spillere med masser af verdensstjerner. Hvis ikke de kan spille slutrunder, ville det være fuldstændig vanvittigt. Jeg synes faktisk, at det er en hån mod alle de folk, der heppede på dem i sommer, at man ikke på en eller anden måde kan komme til enighed, siger han.

Ifølge Henrik Liniger er den eneste mulighed for, at kampen bliver spillet, hvis Spillerforeningen går med til den midlertidige aftale, som DBU har tilbudt. Dernæst kan man forhandle videre efter kampen mod Ungarn.