DBU afviser udspil: Vi kan ikke forhandle før VM-kamp

DBU mener ikke, at man kan nå at forhandle ny aftale på plads med Spillerforeningen inden kvalifikationskamp.

Jakob Høyer, kommunikationschef i DBU, afviser at genoptage forhandlingerne med Spillerforeningen på denne side af landskampen mod Ungarn. (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

Dansk Boldspil-Union (DBU) kommer ikke til at forhandle med Spillerforeningen på baggrund af det udspil, Spillerforeningen har sendt søndag morgen.

Det siger DBU's kommunikationschef, Jakob Høyer, til Ritzau.

- Jeg kan bekræfte, at vi har modtaget en henvendelse fra Spillerforeningen med et nyt udspil, men det forholder sig til meget få punkter og ikke hovedpunktet omkring arbejdsgiverdiskussionen.

- Vi kommer ikke til at forhandle igen på denne side af kampen på tirsdag, siger Jakob Høyer.

Han hentyder til kvindelandsholdets VM-kvalifikationskamp mod Ungarn. For at kunne sende landsholdet af sted til denne har DBU tilbudt en midlertidig aftale, der gælder for resten af måneden.

DBU havde sat lørdag klokken 13 som deadline for, at den nye aftale kunne forhandles på plads.

- En deadline er en deadline, og det er mærkeligt, at dette udspil kommer efter deadline, når det kunne være kommet fredag eller under forhandlingerne lørdag.

- Vi kan ikke begynde at forhandle igen, men spillerne må meget gerne skrive under på den midlertidige aftale, som vi har tilbudt, så vi kan spille den vigtige kamp på tirsdag, siger Høyer.

Flere planer er i spil

Underskriver landsholdsspillerne ikke DBU's forslag til en midlertidig aftale, som blandt andet omfatter en stigning på 60 procent i kamphonoraret fra 2500 kroner til 4000 kroner, kommer de ikke til at spille tirsdagens kamp.

Det giver en ny situation, hvor DBU skal tage stilling til, om man vil sende andre spillere til Ungarn eller måske melde afbud til kampen.

- Vi er i fuld gang med at arbejde på både plan B og C. Vi arbejder med flere scenarier, men jeg kan ikke sige i hvilken retning, siger Høyer.

Spørgsmål: Men spillerne til kampen skal skrives ind senest mandag?

- Det er sådan, jeg har forstået det på Uefa (Det Internationale Fodboldforbund, red.). Men der er også andre praktiske ting - fly blandt andet - der skal forberedes. Det er vi i fuld gang med, siger Høyer.

/ritzau/