De danske spillere på kvindelandsholdet i fodbold håber at kunne genoptage overenskomstforhandlinger med Dansk Boldspil-Union (DBU) søndag, efter forhandlingerne er brudt sammen lørdag.
Spillerne har søndag morgen sendt et nyt aftaleforslag til DBU. Det oplyser Spillerforeningen, der repræsenterer spillerne, i en pressemeddelelse.
Det er blandt andet et spørgsmål om, hvor meget spillerne skal have i honorar, der har skilt parterne. Det nye forslag betyder ifølge holdets anfører, Pernille Harder, at kvinderne kommer DBU i møde med hensyn til deres lønkrav.
- Vi har fremsendt et nyt aftaleforslag til DBU, hvor vi fortsat har samme rettigheder og grundlag som mændene, men hvor vi har skruet på økonomien, siger Pernille Harder.
- Jeg synes, det er fair, at vi insisterer på, at kvinder og mænd har de samme basale rettigheder i vores aftaler, og så må vi rykke os på økonomien, lyder det i en pressemeddelelse.
Få timer fra en aftale
Spillerforeningen og DBU har længe været uenige om vilkårene for en fremtidig landsholdsaftale.
Lørdag brød forhandlingerne sammen. Parterne gik hver til sit uden en ny aftale.
Hvis parterne ikke bliver enige, kommer de udtagne spillere på kvindelandsholdet ikke til at spille tirsdagens VM-kvalifikationskamp ude mod Ungarn.
- Vi er frustrerede over, at vi ikke fik en aftale på plads, da vi sad ved forhandlingsbordet. Jeg er overbevist om, at vi var få timer fra at få en aftale på, siger Pernille Harder.
På den anden side af forhandlingsbordet har DBU's elitechef, Kim Hallberg, udtalt, at spillerne ikke har været forhandlingsvillige.
- Det virker som om, at Spillerforeningen reelt ikke ønsker kompromisser og løsninger, men kun opfyldelse af egne krav, sagde Kim Hallberg lørdag til unionens hjemmeside.
Ifølge DBU blev landsholdsspillerne lørdag tilbudt en ny midlertidig aftale med højere honorarer, men Spillerforeningen afviste den.
/ritzau/