At tabe en EM-finale gør ondt.
At tabe to EM-finaler i træk gør dobbelt så ondt.
Sådan føltes det i hvert fald for Englands anfører, Harry Kane, da han kort efter nederlaget til Spanien i EM-finalen søndag aften skulle sætte ord på skuffelsen.
- Det var en hård kamp. Det er svært at sætte ord på, hvordan vi alle har det lige nu. Hård kamp.
- Det er en kæmpe mulighed, der er misset. Det er ikke nemt at komme i finaler. Vi har vist fantastisk karakter ved at nå finalen, men i sidste ende skal man tage chancen, når den kommer. Det har vi ikke gjort.
- Det er virkelig smertefuldt, og det kommer til at gøre ondt i virkelig lang tid, siger Harry Kane.
Efter en helt igennem begivenhedsfattig første halvleg, kom der fut i fejemøget efter pausen. Bare to minutter inde i anden halvleg orkestrerede spanierne er forrygende angreb, og til sidste havnede bolden hos Nico Williams, der sikkert bankede bolden i mål til en spansk 1-0-føring.
Med godt et kvarter igen fik indskiftede Cole Palmer udlignet til 1-1 for England, da han afsluttede et flot engelsk angreb med en præcis afslutning over i det lange hjørne. Men Spanien stak næsen frem igen kort før tid og generobrede føringen via en scoring fra Mikel Oyarzabal, der færdiggjorde endnu et smukt angreb.
Se det afgørende mål i videoen herunder:
'Vi elsker landstræneren'
Harry Kane ville da efterfølgende også gerne medgive, at englænderne halsede efter de sprudlende spaniere i store dele af finalen.
- Jeg synes, vi kæmpede med tingene i første halvleg. Spanien spillede godt og havde os under pres. Det blev lidt bedre i anden halvleg, og vi følte, vi havde lidt momentum, men vi kunne ikke beholde det. Og så blev vi fanget i en omstiling.
- At indkassere så sent i kampen er selvfølgelig virkelig smertefuldt. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, siger Harry Kane.
Den engelske superangriber blev også bedt om at forholde sig til fremtiden for Gareth Southgate som engelsk landstræner. Skal han blive eller gå?
- Vi elsker vores træner, men det er hans egen beslutning. Det er ikke den rette tid til at tale om det nu. Han vil tage hjem og tænke over det, når tid er, siger Harry Kane.
Landstræneren selv blev ikke forholdt samme spørgsmål, men til gengæld blev han spurgt til den kontroversielle beslutning om at skifte anfører Harry Kane ud efter en times spil. Og så endda på et tidspunkt hvor England skulle jagte et mål.
- Fysisk har det været en hård periode for Harry. Han manglede kræfter og kom aldrig rigtigt op i fart. Ollies(erstatningen Ollie Watkins, red.) kunne give os muligheden for at lægge mere pres på til sidst, siger Gareth Southgate, der kalder den spanske triumf for fortjent:
- Det var med små marginaler, men Spanien var det bedste hold i turneringen, og de fortjener det.