Fodbolden skal heller ikke i denne omgang hjem, men den skal være, hvor den hører til.
I Spanien.
På mål af Nico Williams og Mikel Oyarzabal klemte Spanien sig i de døende sekunder foran England i Berlin, hvor 71.000 tilskuere så med.
Skulle man tro brølene i Berlins gader, hvor de har hængt siden torsdag, så var det britiske imperium i overtal.
Det er otte år siden, at de forlod Europa, men alligevel havde de fundet vej til kontinentets hjerte i Berlin søndag aften.
Masende, højlydte, uundgåelige i alt, hvad de er.
Denne aften drømte de igen om at fjerne arvævet fra VM-sejren på Wembley i 1966. 58 år uden pokaler, nu to finaler og en håndfuld tabte semifinaler siden.
Bevares, de engelske kvinder erobrede Europa for to år siden, men det er, selv i ligestillingens navn, ikke noget, der tåler en sammenligning med den historiske vægt, som de engelske spillere måtte bære i Berlin.
Meningsmålingerne på tværs af Europa har været rødere end Nørrebro, det er ’la Roja’ eller intet, de la Fuente eller kaos.
Selv i Skotland flagede de med spanske farver, mens den britiske presse i optakten har haft travlt med at opliste alle de områder, hvor England har skuffet.
Imperiet har svære levevilkår, prædikatet 'good on paper, shit on grass' har haft medvind på cykelstierne.
Den slags hjemlig selvskade havde de spanske himmelstormere trods alt ikke bøvlet med.
En første halvleg, der opsummerede EM
Luis de la Fuente havde sammen med sit mandskab taget kongevejen, den sportslige Marguerit-rute, til finalen. England? De har kørt på grøn piste, væltet og rejst sig.
Tallene taler for sig selv, Spanien burde ikke frygte nogen efter at have renset konkurrencen for modstand, men fodbold er ikke statistik eller dét, der var.
Fodbold spilles med hjertet og vindes med hjernen.
Derfor havde Gareth Southgate, langt ind i slutrunden latterliggjort som en dødbider, der suger liv, pints og pies ud af et hold, lagt en plan.
Stå dybt, stol på, at alt godt kommer til den, der venter. 90 minutter i skyttegraven er intet, når man har ventet i 58 år.
Planen tog allerede form, da Jordan Pickford en time før kampstart løb på banen og satte gang i den engelske kurve under Wonderwall.
Today is gonna be the day. Én kamp fra evigheden.
Attituden var til at mærke, og det engelske hold havde rygdækning fra knap 40.000 af deres egne, da Spaniens kombinationer begyndte at flyde.
Hurtigt måtte John Stones ned i en syngende, smuk tackling på Nico Williams, men hullerne omkring Bukayo Saka og Kyle Walker var allerede kompromitteret.
Rodri, turneringens bedste spiller, kastede sig frygtløs ind i Declan Rice i den anden ende. Harry Kane høstede en advarsel med et strakt ben og en hærget krop.
Der blev givet og taget, for land og folk, i alle dueller.
Nej, selv om vi var lige der, hvor sportens skønmalerier bliver til, så blev ingen blæst bagover.
Det Olympiske Stadion var kanvasset, de 22 spillere trak stregerne, lagde farverne, men det krævede et abstraktionsniveau over middel for at tænkte på andet end klatmaling, mens første halvleg gik på hæld.
Rodri ledte og dirigerede som formand for skolepatruljen, trøjen i bukserne og overblik som en drone, mens Lamine Yamal og Nico Williams forsøgte at få hul på Luke Shaw og Kyle Walker.
Englands Bukayo Saka forsøgte det samme mod Marc Cucurella og Daniel Carvajal, sidstnævnte kvitterede med det internationale tegn for ’tør øjnene’.
Alle forsøg mod mål, om de var røde eller hvide, var som at slå katten af tønden med en blød banan.
Første halvlegs dramatiske højdepunkt kom, da Rodri grædende måtte forlade banen med en fiberskade.
Samtidig rungede ’the best is yet to come’ håbefuldt fra de britiske kommentatorer på pressepladserne.
Et slogan, der indrammede slutrunden forud for de sidste 45 minutter. Det har vi sagt mange gange.
Spanien lukker med syv ud af syv
Man sukkede efter power, noget spræl, et eller andet, der kunne løsrive kampen fra midtercirklens kløer. Er vi kommet hele vejen til Berlin for at dét?
70 sekunder gik der.
En genial yderside fra Daniel Carvajal fandt Lamine Yamal, et par træk og en stille fod, og så kunne Nico Williams med kampens første, store chance, udplacere Jordan Pickford i det engelske mål.
Han kvitterede med Kaj-mund, hans holdkammerater med udstrakte arme, den spanske enklave på stadion bragte et Vamos fra det allerinderste.
Pludselig var der travlt i omstillingen ved himlens porte, begge ender havde bønner, der skulle høres, det første svar kom dog fra Gareth Southgate efter en time.
Ind med Ollie Watkins, helten fra Dortmund, ud med Harry Kane, den mest scorende spiller for det engelske landshold nogensinde.
De røde lamper blinkede allerede, mens mørket hang over Berlin, men så ankom det store brus.
Da Cole Palmer, netop indskiftet, sendte Bukayo Saka afsted, da Jude Bellingham lagde den af og unge Palmer selv, med en inderside direkte fra vinkelsliberen, trykkede bolden ind bag Unai Simon i det spanske mål, var det så hårene rejste sig.
Hvor var det strengt, hvor var det smukt, da ’God save the King’ rungede ud over Berlin. Hvis fodbolden alligevel vandt en vej hjem efter den præstation, så måtte det være sådan.
Derfor var det lige så strengt, lige så retfærdigt, da de spanske fans ti minutter senere kunne se Mikel Oyarzabal glide ind i det spanske felt.
Kunne Kyle Walker have gjort mere, da Cucurella lagde an til sin tværpasning, måske, men det var ligegyldigt, mens den spanske bænk fløj ned mod deres holdkammerat og fans.
De jublede, som havde de aldrig prøvet det før. Og så på en søndag, der også bød på en grand slam-titel i Wimbledon.
Gud forbyde, at de en dag opdager den nye Miguel Indurain, for så er det game over på tværs af alle sportsgrene, tænkte man, mens romerlysene blev tændt, mens de engelske spillere sparkede til stolene, mens briterne forlod stadion for at hærge Berlins gader med tvivlsomt humør.
For Spanien gjorde det, som de har vist gennem en måned i Tyskland, at de er i stand til. De har slået alle de største, ikke givet sig en meter.
I dag har de erobret Europa for herrerne, de er allerede verdensmestre for kvinderne, så lad dem danse fra Bilbao til Cadiz. Ingen har gjort det bedre, ingen har nået samme højder.
Med det fjerde EM-trofæ, nu flest af alle, kunne man blot konstatere, mens ildkuglerne fløj over det Olympiske Stadion i Berlin:
Fodbolden skal ikke hjem, men det betyder ikke noget, for den lander lige der, hvor den skal være.