“Tourski i Chamonix – here we come.”
Og så var det ellers ned ad bakkerne med en hidtil uset fart. Måske Claus Bretton-Meyer er mest til de sorte pister, hvor svingene er skarpe, hvor underlaget er ujævnt, og hvor hældningen uden hæmmende fartbump ufortrødent kun bevæger sig én vej, nedad.
Nede fra bunden har det været op ad bakke for DBU og direktør Claus-Bretton Meyer i 2015, som må betegnes som et rædselsår for DBU i særdeleshed og for dansk fodboldpolitik i almindelighed. Et år, hvor unionen blandt andet har kæmpet med sager som: Trænerstop, en rasende landstræner, administrationsfejl, trussel om boykot fra landsholdsspillerne, en opslidende overenskomstkonflikt, politisk kritik, et dårligt forhold til landsholdsanføreren og landstræneren, beskyldninger om at ødelægge dansk fodbolds sammenhængskraft, strid om landsholdets kommercielle rettigheder, krigserklæringer fra Divisionsforeningen, OL-problemer, kritik af ansættelser, kritik fra fremtrædende fodbold-personligheder, fravalg fra landstræner-ønsket nummer ét, en misset EM-kvalifikation og en historisk dårlig rangliste-placering for det danske landshold.
Og det var midt i en af disse konflikter, at direktør Claus Bretton-Meyer tog på skiferie i Chamonix og postede ovenstående ferie-besked på Facebook. Til landsholdsspillernes og de øvrige parters forbløffelse. For det var en konflikt, der truede med at udvikle sig til den mest alvorlige i landsholdets historie.
https://www.facebook.com/claus.brettonmeyer/posts/10153135608304308
Rødglødende overenskomstkonflikt
Claus Bretton-Meyer drog mod de franske Alper et døgn efter, at DBU-toppen havde sendt et brev til 40-60 landsholdsspillere i februar. Siden juli 2014 havde DBU og Spillerforeningen, der repræsenterer spillerne på A-landsholdet, U21-landsholdet og kvindelandsholdet, forsøgt at indgå en overenskomst for de efterfølgende to år. De forhandlinger var brudt sammen, og nu forsøgte DBU sig med et brev indeholdende to ultimative krav:
Spillerne ville ikke blive udtaget til landsholdet, med mindre de gik med til en reducering af lønnen på 17 procent, og de kommercielle aftaler skulle nu laves mellem den specifikke spiller og DBU, og ikke kollektivt, som det havde været hidtil. Det ville gøre aftalerne mere lukrative for de største stjerner på landsholdet og for DBU, der kunne målrette de kommercielle aktiviteter individuelt i stedet for kollektivt.
Men spillerne nægtede at acceptere aftalen. Det var et brud med det traditionelle kollektiv, mente man.
- Glem den udanske ide om individuelle aftaler. Det kommer ikke på tale, sagde Lars Jacobsen i en pressemeddelelse, og han fik opbakning af Christian Eriksen og ikke mindst af en rasende William Kvist, der bed mærke i, at DBU’s forhandlingsdelegation med Bretton-Meyer i spidsen reelt set ikke havde mandat fra DBU-bestyrelsen til at imødekomme spillernes krav:
- Jeg synes, DBU’s bestyrelse holder os spillere, fans, sponsorer, ja os alle for nar, lød det fra Kvist, som fortsatte:
- Indtil DBU er klar til at indgå i forhandlinger med os om indgåelse af en kollektiv aftale med Spillerforeningen og DBU, er det nytteløst at mødes, sagde William Kvist til Ritzau.
Landsholdet skulle spille testkampe mod USA og Frankrig 25. og 29. marts, og hvis der ikke var fundet en løsning inden, kunne man risikere at skulle stille med et amatørhold. Spillerne måtte på grund af konflikten desuden boykotte DBU-showet Dansk Fodbold Awards i slutningen af februar.
Efter adskillige sammenbrudte forhandlings-møder og hårde ord i pressen, indkaldte parterne 22. marts endelig til et pressemøde, hvor en ny aftale blev fremlagt med blandt andet to væsentlige punkter: En lønnedgang på tre mio. kr. – en besparelse på 17 procent i den årlige drift af landsholdene - mens kravet om kommercielle individuelle aftaler blev taget af bordet af DBU.
Claus Bretton-Meyer måtte efterfølgende erkende over for Ekstra Bladet, at DBU’s ”ry havde lidt et slag”, og at der nu var brug for en genopretning af unionens renommé. Eksperter kaldte direktørens håndtering for ”klodset”, og Jyllands-Posten slog i en leder fast, at direktøren havde været ”tonedøv i forhold til den virkelighed, som han opererer i”.
Mere konflikt...
En udløber af den langvarige konflikt blev, at Divisionsforeningen, der repræsenterer landets bedste klubber, beskyldte DBU for at have givet spillerne for mange indrømmelser. Blandt andet havde DBU accepteret en paragraf, der påtvang DBU at undlade at vælge side i overenskomstmæssige og økonomiske konflikter mellem Spillerforeningen og Divisionsforeningen. Sidstnævnte er i øvrigt medlem af DBU.
Det fik ifølge BT Divisionsforeningen til at rase og true med at trække klubberne ud af DBU og dermed Superligaen og skabe sin egen turnering. Den trussel er dog siden trukket tilbage af Divisionsforeningen. Til gengæld har foreningen anlagt en voldgiftssag mod Spillerforeningen om ejerskabet af de kommercielle rettigheder, der oprindeligt var stridens kerne i overenskomst-konflikten.
https://www.facebook.com/btsporten/posts/10154194768736509
Divisionsforeningen mener, at klubberne som spillernes arbejdsgiver ejer disse rettigheder. Og på grund af den endnu uafklarede voldgiftssag, har det siden marts været sådan, at kun spillere fra udenlandske klubber må deltage i landsholdets kommercielle aktiviteter. Landsholdets Superliga-spillere må ikke. Det har ifølge Jyllands-Posten skabt vrede hos spillerne og hos Morten Olsen, der måtte se sit landshold blive splittet op i to, hvilket blandt andet kom til udtryk i samlingen forud for Sverige-kampene.
Divisionsforeningen brugte i det hele taget 2015 på at plædere for større indflydelse og selvstændighed til klubberne. Foreningen vil begrænse DBU’s magt i forhold til de professionelle klubber og har altså truet med bryde ud af DBU. Divisionsforeningen mener, at DBU har en ”dominerende stilling og kontrollerer de grundlæggende betingelser for klubbernes erhvervsstøtte”, fremgik det af en arbejdsgruppes kommissorium ifølge Jyllands-Posten. Der er nu nedsat en arbejdsgruppe, der skal diskutere den fremtidige magtstruktur mellem DBU og Divisionsforeningen. Det fik røster fra DBU-bredden, ude i lokalforeningerne, til at anklage klubberne for at miste fokus på helheden og for ikke at bidrage til fællesskabet.
Det samme mente fire store fodbold-personligheder, Frank Arnesen, Keld Bordinggaard, Kasper Hjulmand og Casper Sylvest, der i november skrev en kronik under overskriften ”Fodbolden kommer først” i Jyllands-Posten, hvor de advarede mod de magtkampe, der truer dansk fodbold. DBU, Spillerforeningen og Divisionsforeningen tænker ikke på helheden og har glemt deres eksistensberettigelse, mente de fire kronikører og fastslog, at enheden i dansk fodbold er ved at ”krakelere”, fordi de enkelte parter kræver mere uafhængighed. Det er ”dødsensfarligt”, fordi det får den konsekvens, at dansk klubfodbold og landsholdsfodbold bliver ringere, skrev de fire fodbold-personligheder advarende.
Politisk kritik
DBU blev skydeskive for interesser uden for fodbolden i 2015. Kritikken regnede ned over unionen, efter at det kom frem, at den havde sendt ungdomslandshold til Qatar betalt af emiren selv. Dermed – mente kritikerne - blev DBU udnyttet af Qatar i forhold til at forbedre landets image og i forhold til mistanken om gengældelse af tjenester, eksempelvis i sagen om VM-værtsskabet i 2022.
Det mente blandt andet kulturordfører fra Michael Aastrup Jensen, som i Jyllands-Posten kaldte det ”et farligt tilbud”, mens international chef Jens Sejer Andersen fra organisationen Play the Game mente, at DBU’s troværdighed havde lidt skade, og Spillerforeningens formand Mads Øland slog fast, at DBU nu stod i ”taknemmelighedsgæld” til Qatar, der til stadighed bliver kritiseret for brud på menneskerettighederne, slavelignende forhold for arbejdere og korruption.
Den daværende kulturminister Marianne Jelved kom med udgangspunkt i sagen om VM-værtsskabet til Qatar med en opfordring til DBU om at tage et større ansvar, at forholde sig kritisk og til at rejse en debat i Fifa i forbindelse med tildelingen af værtskaber, og til hvordan man sikrer basale menneskerettigheder.
- Jeg forventer, at DBU tager det ansvar på sig ”at være en del af noget større” og udnytter sin mulighed for at påvirke tingene internationalt, sagde hun i et samråd i Kulturudvalget i april.
Moral og menneskerettigheder
Også Institut for Menneskerettigheder skød med skarpt mod DBU, som instituttet mente, var på kant med forskelsbehandlingsloven. Det skete i august, da Danmark skulle spille mod Albanien i Parken, hvor mange danske albanere havde købt billetter til tribunerne med danske tilhængere. Det udgjorde en risiko, mente DBU, og unionen ville derfor afvise alle albanere – selv med dansk statsborgerskab – der havde billet til disse afsnit af stadion.
Det moralske blev også draget i tvivl i juni, da DBU offentliggjorde et sponsor-samarbejde med spillefirmaet Tipico. Inden sponsor-samarbejdet ville DBU forbyde spil på delelementer af en kamp som eksempelvis frispark, røde og gule kort, hjørnespark, indkast osv. Netop den slags spil, som Tipico tilbyder. Men selv om DBU tidligere havde anlagt en hård kurs mod disse slags spil - på grund af risikoen for matchfixing - gik unionen i partnerskab med bettingfirmaet. Måske fordi DBU ikke har kunnet finde en hovedsponsor. Aftalen med Tipico giver DBU 6,7 mio. kr. over to år.
https://twitter.com/DBUfodbold/status/606457279739777024
Til gengæld forsøgte DBU at hejse den moralske fane, da unionen forbød FC Barcelona i at etablere et fodbold-akademi i Ballerup. Til stor skuffelse for de børn, der allerede havde været til optagelsesprøve og for Ballerup Kommune. Allerede i marts meldte DBU ud, at Barca-akademiet var på kant med unionens retningslinjer og værdier i forhold til træning og børn. DBU stoppede skolen med henvisning til, at unionen ikke kunne stå inde for selektering og elite-træning af børn helt ned til seks år. Desuden ville det skade talentudviklingen i Danmark, mente DBU.
DBU svingede også næven tilbage mod det politiske system. Det skete i september, da statsminister Lars Løkke Rasmussen havde indkaldt en lang række parter som virksomheder, uddannelsesinstitutioner og organisationer til Marienborg for at diskutere integration. DIF og DBU var ikke inviterede, og det beklagede og undrede DBU-formand Jesper Møller sig over offentligt.
OL og Fifa
For første gang i 24 år har et dansk fodboldlandshold kvalificeret sig til et OL. Men i løbet af 2015 opstod der tvivl om, hvorvidt klubberne, der på tidspunktet for OL’s afholdelse er i gang med turneringen, kunne blokere for sine spilleres deltagelse ved OL i Rio til sommer næste år.
Den kamp tabte DBU og U21-landstræner Niels Frederiksen, da Fifa afgjorde, at klubberne ikke var forpligtet til at afgive spillere til OL. Dermed har Divisionsforeningen og klubberne suverænt magten over, hvilke spillere Danmark kan stille med i Rio.
Hvis DBU har følt sig magtesløs i forhold til Fifa i 2015, er der ikke noget at sige til det. I 2015 faldt alle skeletter ud af Fifa-skabet, og myndighederne begyndte for alvor at slå til mod de korrupte politikere i verdensforbundet. Selv efter en tumultarisk kongres i Zürich i maj blev præsident Sepp Blatter dog genvalgt, hvilket fik Jesper Møller til at overveje at melde DBU ud af Fifa. Møller fortalte i et interview med Jyllands-Posten, at han havde bedt DBU’s jurister om at undersøge mulighederne og konsekvenserne for en udmeldelse. Konsekvenser, der ville være alvorlige for dansk landsholdsfodbold, der med en udmeldelse blandt andet ikke ville have lov til at spille mod andre landshold.
Jesper Møllers afmagt blev forstærket, da DBU’s kandidat til afløseren for Fifa-præsident Blatter, Michel Platini, også blev inddraget i en korruptionssag om pengeoverførsler, hvilket har ført til, at begge fodbold-bosser nu er udelukket i otte år. DBU har indtil videre droppet tanken om en udmeldelse af Fifa, men tanken, om at DBU skulle forlade Fifa, hvis ikke der sker drastiske ændringer, ligger ikke alt for dybt begravet hos DBU’s formand.
Forholdet mellem DBU og Morten Olsen
Gnisten blev antændt allerede i 2014. Der var ikke engang gået et år, efter at Claus Bretton-Meyer var blevet ansat, før DBU-direktøren i et interview i Politiken proklamerede, at landstræneren ikke var fredet og altså kunne fyres, og at det var ”sprit-afgørende, at vi kvalificerer os til EM”. En yderst usædvanlig udmelding fra DBU’s øverste chef i forhold til landstræneren.
Udtalelserne faldt lige inden den afgørende EM-kvalifikationskamp i Beograd mod Serbien, og rygterne gik på, at hvis Danmark tabte den kamp, ville Olsen og trænerteamet blive fyret. Danmark vandt kampen, men der skulle kun gå nogle måneder, før næste konflikt mellem landstræneren og DBU-toppen udspillede sig.
I februar 2015 blev Flemming Berg ansat som talentudviklingschef i unionen efter den fyrede John Helt. Morten Olsen havde ifølge flere medier gjort klart, at han ønskede Peter Bonde i den stilling, og det gjorde ifølge BT, at Olsen rasede, da Berg blev ansat i en stilling, der ifølge stillingsopslaget krævede fodboldtræner-erfaring på højeste plan. Det havde Berg ikke, og Olsen fortalte offentligt, at han ikke var blevet informeret omkring ansættelserne af talentudviklingschefen og en elitechef. I et interview i Deadline på DR afviste Bretton-Meyer Olsens påstand. Ansættelserne fik også anonyme bestyrelsesmedlemmer i DBU til at kritisere direktøren i BT. Samtidig formåede DBU at glemme at invitere Olsen til Danish Fodbold Awards endda med skiftende forklaringer i offentligheden.
Alt det gjorde, at Olsen og Bonde i deres sidste halve år som landstrænere ifølge Jyllands-Posten ikke deltog i landstrænermøderne, hvor alle U-landstrænere og A-landstrænere var samlet fem-seks gange årligt. Og det var nogle af årsagerne, der gjorde, at Morten Olsen på et pressemøde i marts offentliggjorde, at han stoppede som landstræner efter en eventuel EM-slutrunde. Det skete – meget usædvanligt – uden, at Olsen havde givet besked til DBU-toppen. Formand Jesper Møller fik det at vide et kvarter før pressemødet, mens Bretton-Meyer og den øvrige ledelse ikke var blevet informeret.
Forholdet mellem Claus Bretton-Meyer og Morten Olsen blev ifølge iagttagere aldrig godt, fordi Bretton-Meyer, i modsætning til sin forgænger Jim Stjerne Hansen, ikke er decideret fodboldmand, der kan sparre med Olsen og lade Olsen koncentrere sig om netop fodbolden. Den nye ledelse i DBU kræver mere af en landstræner, der skal favne hele mottoet ”en del af noget større” og altså være bredere i sit virke end kun at tænke fodbold på A-landsholdet specifikt.
Det kølige forhold mellem Morten Olsen og DBU-ledelsen blev også nævnt af Daniel Agger i en tale ved den traditionelle DBU-banket efter kampen mellem Serbien og Danmark i Parken i juni. Ifølge Ekstra Bladet talte anføreren i 15 minutter om utilfredsheden, der herskede i spillertruppen med DBU, og det var med hele DBU-toppen som tilhørere.
- Hvordan er det, I behandler Morten Olsen? Det har han ikke fortjent, sagde Agger blandt andet ifølge Ekstra Bladet.
Et halvt år efter var Danmark ude af EM, Olsen stoppede før sin kontrakts udløb, DBU blev fravalgt af Michael Laudrup, og unionen fandt Åge Hareide som afløseren samtidig med, at Danmark faldt ned på et historisk dårligt niveau på verdensranglisten for landshold.
https://twitter.com/DBUfodbold/status/674892373479038976
Og da Jyllands-Posten i slutningen af året konfronterede Claus Bretton-Meyer med anonyme udtalelser angående utilfredshed med DBU i almindelighed og direktøren i særdeleshed lød svaret fra Bretton-Meyer:
- Der findes en syg kultur i dansk fodbold, som vi skal gøre noget ved. Det handler om, at vi taler mere om hinanden end med hinanden.
Kilder: Jyllands-Posten, Ekstra Bladet, BT, DR, Spillerforeningen, Divisionsforeningen, DBU