VIDEO Fra Piontek til Olsen - landstrænerposten igennem fire årtier

Jobkravene til den danske landstrænerpost har gennemgået markante forandringer, siden Sepp Piontek kom til i 1979.

I en ikke så fjern fortid kunne en af landsholdets største profiler sidde på tv og fortælle, at han dagligt røg et sted mellem 15 og 20 cigaretter, uden at nogen af den grund løftede et øjenbryn.

Spilleren med den store nikotintrang var Preben Elkjær, og hans bramfri tone har man svært ved at forestille sig en feteret landsholdsstjerne slippe af sted med i dag uden at havne på landets avisforsider af alle de forkerte grunde.

Tiden har ændret sig, og det samme har kravene til ikke blot spillerne, men også til den person, der får tildelt hvervet som landstræner.

Sædet er igen ledigt efter Morten Olsens fratræden i kølvandet på den kiksede EM-kvalifikation, og derfor står DBU nu over for igen at skulle finde en, der kan føre arven videre efter Sepp Piontek, Richard Møller Nielsen, Bo Johansson og altså Morten Olsen.

Fodboldmagasinet har kigget nærmere på, hvad det er for nogle krav, der bliver stillet til den kommende landstræner, og hvordan jobbet har udviklet sig siden 1980’erne, hvor ”de danske spillere dengang gerne ville have en filet steak med bearnaise”, som Sepp Piontek forklarer det på sin umiskendelige blanding af dansk og tysk.

Du kan se hele indslaget fra Fodboldmagasinet øverst i artiklen.