Der er dage, hvor han ikke har haft lyst til at stå op af sengen. Dage, hvor han møder sine tidligere holdkammerater på gangene uden at kunne følge med dem ud på træningsbanen. Dage, hvor han kan se sig hængt ud som grådig og udstødt i medierne, og dage hvor 90 minutters tv-billeder er det tætteste, han kommer på at dufte en kampbane, mærke bolden og indtage den elektriske stemning.
Alligevel er Nicolai Boilesen ikke i tvivl, når han til DR siger:
- Jeg har ikke fortrudt noget som helst, siger Boilesen.
- Hvad der er sket, har jeg ikke kunnet kontrollere, og det, som ramte mig, forventede jeg ikke. At det skulle komme til det her, at jeg ikke skulle snakke med træneren i 11 måneder, at jeg ikke måtte træne og spille og spise med mine holdkammerater, kunne jeg ikke vide.
- Men jeg fortryder det alligevel ikke, for jeg er sikker på, at det ikke var det rigtige for mig.
Den lysende frelser
Han lyder sikker i sin sag over telefonen fra Amsterdam. Også selv om det rigtige for en fodboldspiller må være at spille fodbold. Det har Nicolai Boilesen ikke gjort i snart et år.
En ufrivillig pause i en mørk skammekrog efter et sammenstød med en verden, hvor snævre interesser og økonomisk kynisme har ført til et fald fra toppen af den kransekage, hvor horisonten for den unge back ellers syntes endeløs.
Men også et møde med sig selv og sine grænser; en udvikling, hvor minus er blevet til plus, og hvor Boilesen både er blevet voksen og er vokset mentalt og som menneske.
For det har været et fald uden modhager, og som føltes ekstra stejl på grund af udgangspunktet:
Et af landets største talenter i Brøndby, fast mand hos Ajax, den lysende frelser på venstre back-positionen på landsholdet, anfører for Ajax, vinder af fire mesterskaber og sikker Champions League-spiller, mens europæiske topklubber nysgerrigt havde indstillet søgeren på den blonde dansker.
At dette inden for hans 23 år levede år. Nu: Boilesen træner alene med en fysisk træner eller med reserveholdet, han må ikke spille kampe for reserveholdet, heller ikke træningskampe, han må ikke spise med sine tidligere holdkammerater på førsteholdet, når han er på anlægget, han kommer ikke på stadion til kampe, han er ude af spil til landsholdet, og han har ikke snakket med cheftræner Frank de Boer i næsten et år.
Han kunne have undgået alt dette. Hvis han havde gået imod sin egen overbevisning og takket ja til den forlængelse, som Ajax tilbød ham, havde drømmen om det sorgløse fodboldliv været uden skår og vejen mod toppen uden sving.
Men sidste år henvendte klubben sig til Boilesen, fordi de ville forlænge med ham. Boilesen, hvis kontrakt løber ud til sommer, takkede nej, fordi han efter seks år i klubben ville prøve noget nyt. Et svar med uforudsete konsekvenser.
- Jeg har ingen grund til at fortryde, for jeg har været helt ærlig fra starten af. Det hele handler om, at jeg havde en aftale med en træner (Frank de Boer, red.), som jeg havde stor respekt for, og som jeg havde kendt i fem-seks år, om at jeg skulle blive en sæson til, som var min sidste sæson, fortæller Boilesen.
- Vi har så har en enkelt fem minutters snak i april sidste år, hvor jeg siger, at jeg gerne vil væk til sommer for at prøve noget nyt. Jeg trænger til en ny sportslig udfordring, nye øjne, der kigger på mig, nye omgivelser, nye kolleger og chef, som kan udvikle en endnu mere.
- Jeg har brug for at komme ud af min ”comfortzone” efter at have været i Ajax i seks år, siger Boilesen, der ikke blev solgt sidste sommer, da en handel med Genoa gik i vasken.
Og Ajax’ politik er, at spillere med kun et år tilbage af kontrakten enten skal forlænge eller sælges. Og da ingen af delene lykkedes, købte Ajax en erstatning til venstre back-positionen og lagde Boilesen på is.
- Fordi jeg ikke ville forlænge med klubben, vil de ikke bruge mig. Hvis jeg havde sagt ja, havde det været noget andet, men så skulle jeg have forlænget, og det var ikke det, som var det rigtige for mig.
Et lorteår
I skammekrogen har Nicolai Boilesen forsøgt at farve sit liv og sin hverdag med de positive sprækker af lys, der trods alt gennembryder mørket: Han er fri til sommer, han har aldrig været i bedre fysisk form, han træner fysisk seks dage om ugen, og han har fundet en indre styrke, der bekræfter ham i, at han har gjort det rigtige.
- Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det ikke har været et lorteår, og at det hele har været fantastisk. For det har det ikke. Det har været hårdt. Der er ikke en eneste fodboldspiller, der ikke ville synes, at det var hårdt at få at vide, at man ikke må spille fodbold eller træne i et helt år, siger han og fortsætter:
https://twitter.com/NicoBoilesen/status/708987151694880768
- På ens sorteste dage tænker man en masse ting. Jeg tror aldrig, jeg har tvivlet på, at jeg nok skulle komme tilbage på mit gamle niveau og forhåbentlig højere, fordi jeg stadig har en masse at lære og en masse udvikling i mig.
- Og der har været masser af dage, hvor jeg har bandet det hele langt væk, men inderst inde har jeg ikke tvivlet på, om jeg kunne komme tilbage.
- Man kommer igennem det, for man lærer meget om sig selv både på det personlige plan og mentalt: Hvor kommer ens motivation fra, hvad handler motivation om, og hvad skal man gøre i dagligdagen for at blive ved med at kæmpe, også når det ser sortest ud?
- Og så handler det om at have en god familie, kæreste og venner, især på de dage, hvor man har lyst til at blive i sengen, men så alligevel bliver skubbet ud af sengen, siger Boilesen, der blandt andet er blevet støttet af sin kæreste Elizabeth Silke, som han ofte uploader billeder af på sin Instagram-profil.
- I sidste ende skal motivationen og viljen komme fra én selv, ellers holder man det ikke ud hver dag i et helt år. Min motivation kommer af, at jeg stadig kun er 24 år, at jeg har fremtiden foran mig, og at insistere på, at det her ikke skal slå mig ud. Det skal ikke være bestemmende for, hvordan jeg synes, at min karriere skal se ud, siger Boilesen.
Den største lektie
For Nicolai Boilesen har det handlet om at støtte sig til de mentale krykker, der har skullet fastholde de positive og udviklende tanker, mens de ting, han ikke har kunnet påvirke, er blevet lukket ude.
Mentalt at bevæge sig væk fra skammekrogen efterladende det sidste års dårligdomme som de pletter, han alligevel ikke kan vaske væk.
- Jeg har spurgt mig selv: Hvad kan jeg selv have kontrol over i denne situation? siger Boilesen og fortsætter:
- Jeg har lært at acceptere ting, som de er, og lade de ting, der er ude af min kontrol, være. Udelukkende at fokusere på de ting, jeg har kontrol over. Det er den største lektie, jeg har lært: At fokusere på mig selv og de ting, jeg har indflydelse på, og resten må jeg lade være med at bruge energi og tanker på, for jeg kan ikke gøre noget ved det alligevel, siger han.
- Dét, jeg eksempelvis har kunnet kontrollere, er at møde på til træning hver dag, give den gas dér og fokusere på de gode ting ved denne situation, nemlig at jeg har kunnet komme i så god fysisk form som muligt og at jeg er fri til sommer.
- Det er sådanne ting, jeg har fokuseret på, og det har gjort, at jeg har overlevet det her og kommet stærkt ud på den anden side, siger Boilesen.
Kynismen
Vejen over mod den anden side har været brolagt med den kynisme, som fodboldbranchen kan være asfalteret med i kilometervis, og som kan tage uskylden fra ethvert talent. Et vilkår, som Boilesen erkender, og som han mener, man må leve med.
- Fodbolden er en kynisk branche. For at være helt ærlig handler det i sidste ende for klubberne om penge. Vi er en salgsvare, og for dem handler det om at tjene penge. Det er helt fair, for det ved man jo godt som spiller. Klubbernes forretning skal køre rundt ligesom alle andre forretninger, siger han.
- Men det kan gå hurtigt: Den ene dag kan man være helt, den anden skurk – det lærer man ikke at tage så tungt. Man lærer ikke at læse så meget på de sociale medier og medier generelt og at fokusere mere på sig selv. Ikke at høre på hvad andre har at sige, for alle andre får hurtigt en mening omkring mig både fodboldmæssigt og personligt, selv om de ikke kender mig.
- Det kan jeg ikke bruge til så meget, siger Boilesen, der er blevet kaldt ”grådig”, fordi han i samtalerne om forlængelse ifølge hollandske medier havde krævet en løn, der sprængte Ajax’ lønloft.
Det er dog oplysninger, Boilesen afviser. Det har aldrig handlet om pengene, siger han og peger også på, at klubben eksempelvis meldte ud, at han bevidst ikke ville skifte til Genoa sidste sommer, men sagen var - ifølge Boilesen - at handlen gik i vasken, fordi den italienske klub ikke kunne stille en bankgaranti.
Således har klubben ikke ligefrem stillet Boilesen i et positivt lys, og han snakker da heller ikke med ledelsen eller træneren længere.
En træner, der i januar fik spørgmålet fra tv-stationen AT5 om, hvem han kunne tænke sig at tage med sig fra Ajax-holdet, hvis han blev træner i en ny klub. Frank de Boer svarede: "Jeg tror, jeg tager Boilesen med", efterfulgt af et hånligt smil og et glimt i øjet.
Boilesen var hurtig til at svare ironisk igen på sin Instagram-profil: "Det lyder godt. Jeg kan dårligt vente," hvorefter han tilføjede hashtaggene #funnyguy #trueclass #decency (sjov fyr, virkelig klasse, værdighed, red,).
Her kan du se Frank de Boers udtalelse:
Selv om sammenstødet mellem den unge danske spillers idealisme og den benhårde verden, hvor følelser drukner i en dyb bundlinje, har været kraftigt og en øjenåbner, er Nicolai Boilesen bevidst om, at det er en verden, han må acceptere.
- Det er en kynisk verden, men det er ikke noget, jeg vil klynke over, for det er en del af gamet, og det ved man fra starten af. Nogle gange er det jo også en god ting, for så kører det hele på skinner og så er det bare fantastisk. Det er egentlig ligesom alt andet arbejde, der er ingen, der altid går glade på arbejde, smiler og tænker, at alt er fantastisk hver eneste dag. Alt dette er jo en del af det at være menneske.
- Men jeg var ikke kommet igennem dette år, hvis jeg ikke havde forblevet positiv. Jeg kan se lyset for enden af tunnelen. Der er ikke mange måneder tilbage hernede, og så handler det for mig at lukke denne del af kapitlet og starte et nyt, siger Nicolai Boilesen.
Tysk interesse
Det kapitel skal skrives i en ny klub. Nicolai Boilesens agent, og far bekræfter, at der er interesse for Boilesen fra tyske klubber i Bundesligaen. Men det handler ikke så meget om, hvilken liga han skal spille i, fortæller han.
- For mig handler det ikke om et bestemt land eller klub. For mig handler det om, at det skal være en klub, jeg har en god fornemmelse for og for deres planer for min fremtid, siger han.
- Jeg har hørt, at der er interesse, så vi er ikke på bar bund. Ifølge min agent er der bestemt interesse fra en del klubber, men konkret ved jeg ikke mere, det blander jeg mig udenom. Men jeg kan da sige så meget, at jeg får en ny klub til sommer, griner Boilesen.
Spændende med Åge
Med en ny klub starter også jagten at generobre positionen som venstre back på landsholdet, som Riza Durmisi i Boilesens fravær har tilspillet sig.
- Det allerværste for mig i denne periode har været at skulle se hele efteråret med landsholdet, hvor vi skulle spille mange vigtige kampe, siger Boilesen.
- Det var hårdt, især når det gik, som det gik. Jeg var 10 gange mere nervøs for at se kampene, end hvis jeg selv spillede. Det var et helvede for mig, da jeg fandt ud af, hvor meget jeg egentlig savnede landsholdet, siger han.
- Jeg savner det helt vildt. Min ambition er at komme tilbage på landsholdet, og det tror jeg også, at jeg kommer, når jeg begynder at spille fodbold igen, siger Boilesen, der endnu ikke har mødt den nye landstræner.
- Jeg har ikke snakket med Åge Hareide, og han har vel også haft en hel del at se til, efter at han er startet. Han skal jo fokusere på de spillere han har til rådighed nu. Men jeg synes, at det ser spændende ud, siger han og uddyber:
- Det virker, som om der er kommet en ny energi og et friskt pust ind. Jeg kan se mulighederne i den måde, vi gerne vil spille fodbold på under Åge, så jeg håber, jeg snart kommer til at være en del af det igen. Og så skal vi til VM.